Vi kan cykle! grafik

Vi kan cykle!

Cyklistforbundets børnehavekampagne "Vi kan cykle!”, der er støttet af Østifterne, løber af stablen for femte gang i maj 2017. Tilmeldingen åbner til december, men der er begrænset plads, så det er om at være hurtig!

Cykelleg – for dig og mig
Husker du dengang du selv lærte at cykle? Suset i maven, da far eller mor gav slip på kosteskaftet, og du pludselig hjulede af sted uden hjælp eller støtte. Den følelse vil Cyklistforbundet og Østifterne gerne give videre til alle børn i Danmark, for gode cykeloplevelser som barn giver lyst til at cykle resten af livet.

Mere end leg
Cykelleg er Cyklistforbundets svar på sjov cykeltræning. Barnet lærer afstands- og fartbedømmelse, rum- og retningssans og alle former for manøvrer på cyklen. Men derudover er cykelleg et stærkt pædagogisk redskab, der understøtter børnehavernes pædagogiske arbejde med de seks læreplanstemaer:

"Cykelleg giver børn øget selvværd og selvtillid. Det styrker faktisk hele barnets udvikling, både fysisk, psykisk, kognitivt og socialt” siger Erik Nielsen, leder af idrætsbørnehaven Hylet og konsulent på ”Vi kan cykle!”

Cykelleg kan også integrere nye børn i institutionen og afhjælpe konflikter i en børnegruppe, idet børnene har rigeligt at gøre med at fokusere på det at cykle. De større børn lærer at tage hensyn og hjælpe de små og vise dem, hvordan man gør. Kort sagt: cykelleg gør meget mere end at lære barnet at cykle.

Se hvordan cykelleg virker i vores lille kampagnefilm.

Dét får I som deltager
Det er ganske gratis at lege med. Kampagnen løber i hele maj måned og er bygget op omkring nemme fire cykellege. I bestemmer helt selv, hvor mange af jeres børn, der skal lege med, og hvor mange dage i maj måned I har lyst og energi til at cykellege. Vi foreslår, at I vælger en ugentlig cykellegedag. Men mindre kan også gøre det.  Det vigtigste er, at I gør jer nogle erfaringer om, hvordan cykelleg fungerer bedst hos jer.

Inden kampagnestart får nye deltagere en cykellegetaske med redskaber til de fire cykellege, kampagnen er bygget op omkring - samt en pakke med legeinstruktioner, kampagneplakat til institutionen og diplomer og sjove opgavehæfter til børnene.

For at sikre at I kan komme godt fra kampagnestart, afholder vi i april to gratis halvdags inspirationskurser to steder i landet. Kurset forestås af vores to garvede cykellegepædagoger og indeholder en blanding af teori og praktiske cykellegeaktiviteter.

Til kampagnen i 2017 udvikler vores cykellegepædagoger også to helt nye lege, der sætter særligt fokus på det pædagogiske arbejde med børnene. Årets to nye cykellegekort bliver tilgængelige til download her på sitet.

Og så er det bare at gå i krig og sætte gang i cykellegen.

Udsagn fra tidligere års deltagere:

  • ”Det har skabt et fantastisk fællesskab på gruppen. Vi har arbejdet i små grupper og med hele gruppen. Vi har taget udgangspunkt i børnenes nærmest udviklingszone, og det har virket efter hensigten. Vi har arbejdet med de cykellege som blev tilsend af jer, så har vi arbejdede med cykel teknikken (luft i dæk, rengjorde cykler, reflekser, cykelhjelmen m.m. og så har vi koblet projektet op på trafiksikkerhed. Vi har øvet færdselsregler i teori og praktisk.”

  • ”Det passer så fint ind i læreplansarbejdet både MMS krop og bevægelse, men også alsidig personlig udvikling. Det indgår nu som fast del af vores arbejde med de kommende skolebørn.”

Tilmelding - begrænset plads
Der er kun plads til et begrænset antal børnehaver, og det er først til mølle, så det er om at være hurtig! 

Tidligere deltagere
Har man været med i kampagnen tidligere, kan man sagtens være med igen. Man modtager kampagnemateriale til alle deltagende børn, men skal benytte den cykellegetaske med redskaber, man har modtaget tidligere.

Vi kan cykle! er støttet af 

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder