Foto: Cyklistforbundet

Cyklistforbundet vil bl.a. fortsætte arbejdet for at få flere børn ud af bilerne og over på cyklen. Foto: Mikkel Østergaard

0

Arbejdsprogram 2019

Cyklistforbundets landsmøde vedtog i oktober 2018 et arbejdsprogram med fire særlige indsatser. I 2019 vil vi i Cyklistforbundet fortsætte arbejdet for at gøre cyklen til det oplagte og trygge valg i hverdagen og for at skabe en sundere og mere bæredygtig verden med cyklen som løftestang.

I 2019 vil vi i Cyklistforbundet fortsætte med at arbejde for at gøre cyklen til det oplagte og trygge valg i hverdagen for alle og for at skabe en sundere og mere bæredygtig verden med cyklen som løftestang. Vi vil med udgangspunkt i vores grundfortælling særligt arbejde med nedenstående indsatsområder i 2019. Områderne er ligeværdige og suppleres af andre, løbende indsatser i årets løb:

Cykling som det oplagte valg på vejen mod bedre folkesundhed
Stigende inaktivitet er en trussel mod sundheden hos både børn og voksne. Cyklistfor-bundet vil i stigende grad fremhæve og tydeliggøre, hvordan cyklen kan bidrage til bedre folkesundhed for alle.  

Cykling som bidrag til kampen for et bedre klima
Cykling som bæredygtig transportform er en oplagt del af løsningen på de stigende klimaudfordringer. Cyklen er en del af løsningen både i forhold til daglig persontransport og i forhold til transport af varer i byerne. Cyklistforbundet vil derfor øge befolkningens og politikeres bevidsthed om, at cyklen er en oplagt del af løsningen på klimaudfordringerne. 

Styrke børnecyklingen
Børnecyklingen falder markant og flere og flere børn bliver ”bagsædebørn” og køres i bil til skole og fritidsaktiviteter. I 2019 vil Cyklistforbundet yderligere styrke arbejdet for at få børnene ud af bilerne og over på cyklen.

Øget fremkommelighed
Det skal være nemmere at vælge cyklen som det oplagte transportmiddel i hverdagen.
Sammenhængende og velholdt cykelinfrastruktur, grøn bølge og cykelbroer er nogle af de elementer, der sikrer fremkommeligheden og giver cyklisten mulighed for at holde sit flow. Ligeledes vil fremkommeligheden øges, hvis det gøres lettere og billigere eller endda gratis at medtage cykler i offentlig transport, så kombinationstransport indgår som en del af en naturlig sammenhæng i hverdagstransporten.