0
160

Cyklister kører råddent - eller gør de?

LEDER/CYKLISTER: Debatten om cyklisters dårlige adfærd overskygger alt det positive ved cyklismen. Det skal der rettes op på.

Af Jette Gotsche, landsformand i Cyklistforbundet
02. september 2014

Det er efterhånden blevet en generel sandhed, at cyklister kører råddent. De tager ikke hensyn til andre og tænker kun på sig selv. Jeg bliver altid lidt stødt, når jeg hører det. For jeg mener ikke selv, at jeg hører med til den kategori.  Desværre ved jeg godt, hvad der hentydes til.

Ifølge mine egen iagttagelser, kører de fleste cyklister faktisk hensynsfuldt og ifølge reglerne.  Men der en også en mellemgruppe, som ikke altid er opmærksomme nok på de øvrige trafikanter - og endelig er der en minoritetsgruppe, som nærmest virker uden for pædagogisk rækkevide.

Desværre er det ofte den sidste gruppe, der tiltrækker sig opmærksomheden og skygger for alt det positive ved cyklismen: sundhed, miljø, fremkommelighed osv.

Fokus på god cykeladfærd

Jeg tror på, at vi med tiltag, som sætter fokus på god cykeladfærd kan få mellemgruppen til at køre mere hensynsfuldt. Men jeg tror også, at man skal være meget konkret, når man beskriver den rigtige adfærd. For mange er ikke bevidste om, hvilken indvirkning de har på andre fx på en overfyldt cykelsti i myldretiden.

Cyklistforbundet fik i juni via Cykelpuljen 2,3 mio. kr. til et stort adfærdsprojekt, som skal kortlægge, hvilke cyklister, der står bag den dårlige adfærd, hvad de gør – og hvorfor de gør det. For vi mangler nemlig helt basal viden på området, som vi skal bruge i projektets anden fase.

Adfærdsprojektet skal munde ud i en målrettet og gennemtænkt kampagne, som kan medvirke til at forbedre opførslen blandt cyklister.  Vi havde søgt om flere penge, end vi fik, men nu søger vi finansielle samarbejdspartere, så vi forhåbentlig alligevel kan føre projektet helt til ende.

Manglende omtanke hos de få, skal ikke have lov at tage cykelglæde fra de mange.

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder