Elcyklerne sælger godt, og markedet rammer langt bredere end for 5-10 år siden. Foto: Biomega

0
0

Vi hilser elcyklerne velkommen

LEDER/CYKLISTER: Elcyklen er på hastig fremmarch - og det glæder vi os over i Cyklistforbundet. De eldrevne cykler er stærke på de længere distancer, og dét er måske det rygstød, der skal til for at få flere op på cyklen igen?

Af Jette Gotsche

For 200 år siden opfandt tyske Carl von Drais verdens første cykel. I dag ville man kalde opfindelsen en løbecykel, for den er siden videreudviklet med pedaler, kæder og gear. Men de seneste 100 år har vores cykler ikke ændret nævneværdig form, ud over at de er blevet lækrere, lettere, bedre gearet og lidt mere behagelige at cykle på.

Men med elcyklens hastige fremmarch ændrer cykelmarkedet sig markant i disse år. I Danmark er ca. hver tiende solgte cykel nu med el, og det vil være overraskende, hvis tallet ikke fortsætter med at stige. I Holland står elcykler for ca. en tredjedel af cykelsalget, og i mange andre lande stiger salget også.

El vil få flere i sadlen

Men giver de mange elcykler vores traditionelle cykelkultur modvind? Eller er de eldrevne cykler netop det rygstød, der kan få flere danskere op på cyklen igen efter det markante fald i 90’erne, som stadig hænger ved?

I Cyklistforbundet mener vi det sidste.

Fom elcyklen ikke giver helt så meget motion som en traditionel cykel, så får den os til at holde fast i vores cykelvaner og cykle længere. Den får flere ældre til at genoptage cykling. Den får pendlere til at stille bilen og cykle til arbejde. Og mange unge tager de nye elcykler til sig – så knallerten forhåbentlig med tiden bliver til et fortidslevn.

Få styr på sikkerheden

Men elcyklens hurtige udbredelse er ikke uden udfordringer.

For kombinationen af rugbrøds- og elmotor er stadig uvant for de fleste, og hver anden elcyklist har oplevet farlige situationer i trafikken. Det viser sig også i uheldsraten, som ligger højere end for normale cykler.

Derfor er det nødvendigt med en omfattende informationsindsats og mere viden om, hvordan vi gør det mere sikkert at køre på elcykel.

Udfordringerne opvejes dog klart af fordelene. Elcyklerne har potentialet til at ændre vores mobilitet i en grøn retning. Hver tredje biltur er på under 5 km, og halvdelen er under 10 km – det er distancer, som nemt klares på en elcykel.

Og sidst men ikke mindst, så får man lige så meget frisk luft på elcykler, som på almindelige cykler.

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder