John Schmidt Andersen - borgmester i Frederikssund - var blandt de syv borgmestre, der både blev yngre og sundere af at cykle i maj måned. Foto: Kenneth Jensen

0

Borgmestre cyklede sig yngre og sundere

BEST PRACTICE Syv borgmestre fra hovedstadsregionen har bevist, at det virkelig kan betale sig at skifte passiv transport ud med cyklen. I maj måned deltog de i Supercykelstiers ”Borgmesterudfordringen”– det betød, at de i løbet af maj lod bilen stå og i stedet trampede i pedalerne, så ofte det var muligt. Gevinsten er tydelig. Borgmestrene er blevet både yngre og sundere.

Af Tine Brandt-Nielsen, Sekretariat for Supercykelstier
17. august 2016

En invitation fra Sekretariatet for Supercykelstier blev samtidig også en billet til et sundere liv. Det har borgmestrene i Ballerup, Høje Taastrup, Hvidovre, Furesø, Fredensborg, Frederikssund og Albertslund fundet ud af ved at sige ja tak til ”Borgmesterudfordringen” – en udfordring der krævede, at deres transport i forbindelse med arbejdet blev foretaget på cykel i stedet for bil, når det passede ind i kalenderen.

Før og efter udfordringen gennemgik alle syv borgmestre en sundhedsmåling for at se effekten af en måneds aktiv transport. Og de sundhedsmålinger afslørede markante forbedringer.

Borgmestrene havde sammenlagt smidt 10,2 kilo, de var blevet 11 år yngre, de havde forbedret deres kondital, deres blodtryk, kolesterol og hofte-/taljemål.

"Jeg er glad for at kunne se, at de der relativt få ændringer, som jeg har lavet i den måned, har vist så synlige resultater. Det er jo virkelig en øjenåbner for, at der ikke skal så meget til", siger Michael Ziegler. Han er borgmester i Høje Taastrup, og oplevede at valget af cyklen i maj betød et markant forbedret kondital, en lavere fedtprocent, og en kropsalder, der faldt med knap fire år.

Elcyklen gjorde en forskel i Frederikssund

Samme flotte fremgang har borgmesteren i Frederikssund mærket. John Schmidt Andersen valgte i forbindelse med udfordringen at køre på en elcykel, og i løbet af maj måned tilbagelagde han 474 kilometer – kilometer han indtil udfordringen ville køre i sin bil. At det blev på elcyklen, betød et vægttab på 3,6 kilo, et forbedret kondital, og en kropsalder der faldt med to et halvt år fra første til anden sundhedsmåling.

"Det glæder mig, og det viser jo, at det hjælper bare at gøre en lille smule. Og jeg føler jo ikke, at jeg har ændret særligt meget for at nå hertil", lyder det for John Schmidt Andersen.

En dokumenteret bedre sundhed motiverer

De positive tal kommer bag på borgmesteren i Hvidovre, Helle Adelborg. Hun nåede 121 kilometer på sin egen almindelige cykel, og hun tabte 3,5 kilo, fik et bedre kondital, et bedre blodtryk og en kropsalder der faldt med fire år.

"Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det her ikke er en motivationsfaktor for at fortsætte med at tage cyklen. Så for mig er det en motivation. Og så kan jeg mærke, at jeg bliver glad af det", forklarer hun.

Borgmestrene nåede tilsammen at cykle 1200,5 km i maj måned. Og de markante sundhedsmæssige forbedringer blev offentliggjort i forbindelse med Supercykelstiers event på Folkemødet 2016 på Bornholm.



Ideer til artikler, videnblade eller andet modtages med glæde

Ligger du inde med viden eller erfaring, som andre professionelle, der arbejder med fremme af cykeltrafik kunne have gavn af? Eller har du ideer til andre artikler og videnblade, som du gerne vil læse på Cykelviden.dk? Så kontakt redaktionen. Vi ser frem til at høre fra dig.