Foto: Rudersdal Kommune

0

Cykelmyggen Egon har fået sin egen cykellegeplads

BEST PRACTICE Cykelmyggens Cykellegeplads i Rudersdal Kommune er et lærerigt uderum for børn, hvor cykelleg, fortælling og fantasi bliver forenet – en unik ramme, som bidrager til cykelglæde for de mindste.

Af Helle Riis Henriksen, projektleder og Mia Bursø Kristensen, kommunikationsmedarbejder, Rudersdal Kommune
21. juni 2016

En velkendt figur danner ramme

Cykelmyggen Egon har efter 48 år fået sin helt egen unikke cykellegeplads i Rudersdal Kommune. Den velkendte figur har inspireret og sat rammerne for cykellegepladsens design, aktiviteter og supplerende læringsredskaber i hele projektet.

Cykellegepladsen er blevet til på tværs af forvaltninger i et tæt samarbejde med Flemming Quist Møller, der er ophavsmand til Cykelmyggen Egon. 

Cykeltræning gennem leg

På Cykelmyggens Cykellegeplads træner børnene deres cykelfærdigheder gennem leg i det farverige og eventyrlige univers som Cykelmyggen Egon og alle hans venner repræsenterer. Børnene kan fx cykle igennem den sovende mands kæmpe næsebor, og fra den knaldorange cirkusvogn, hvor minibillen opmærksomt kigger ud, kan pædagoger låne cykeludstyr til børnene. 

Cykelmyggens Cykellegeplads er imidlertid mere end blot en fysisk ramme for cykeltræning. I projektet bliver fantastiske historier og tegninger forenet med cykelmotorik og cykelleg – en kombination, der sikrer cykelglæde fra en tidlig alder og bidrager til børns cykelfærdigheder og personlige udvikling. Den legende tilgang til cykeltræning er et pædagogisk redskab til en sjovere og mere sikker og oplevelsesrig cykelkultur.

Børn glemmer konflikter

Cykellegepladsen er et trygt rum, hvor børnene sikkert kan bevæge sig rundt. Det er med til at fremme deres gåpåmod, og ofte kommer det bag på forældrene, hvor meget børnene selv kan på en cykel, når de får lov til at udfolde sig i trygge rammer. Og når institutionerne har børnene med ude på cykellegepladsen, oplever pædagoger og lærere, at der er færre konflikter imellem børnene, end de normalt ser, da børnene har travlt med at fokusere på at holde balancen og ikke køre ind i noget.

Supplerende læring

Til Cykelmyggens Cykellegeplads er der koblet en række supplerende læringsredskaber, som kombinerer cykelmyg-universet, cykellegepladsen og cykelfærdigheder. Et af redskaberne er ’Cykelmyggens Cykelpas’, som er et lærings- og dialogredskab mellem den voksne og barnet, hvor de kan blive klogere på cykelmyg-universet, snakke om cykelfærdigheder og blive inspireret til at besøge cykellegepladsen.

Der er også udviklet en app ’Cykelmyggens Cykellegeplads’, som understøtter det pædagogiske arbejde før, under og efter besøget på cykellegepladsen ved at integrere elementer fra cykellegepladsen med organiserede cykellege og fortællinger – både Flemming Quist Møllers og børnenes egne fortællinger.

Som en del af projektet har en række pædagoger og lærere gennemført et kompetenceforløb i Cyklistforbundets cykellege, så de kan supplere besøget på cykellegepladsen med organiserede cykellege.

Samarbejde på tværs

Cykellegepladsen er realiseret gennem et unikt samarbejde med Flemming Quist Møller, som er ophavsmanden bag Cykelmyggen Egon. Derudover er der arbejdet på kryds og tværs af forvaltninger, herunder Kultur, Teknik og Miljø, Børneområdet, Skoleområdet og Sundhed og Forebyggelse – og i samarbejde med Trørødskolen, foreningen Sund i Rudersdal og ikke mindst Flemming Quist Møller er projektet bredt forankret og understøtter forskellige forvaltningsområder og målsætninger.

Baggrund

Cykellegepladsen er for børn i alderen 2 – 9 år. Cykellegepladsen er anlagt af HedeDanmark i 2015, og projektet har fået tilskud fra Vejdirektoratets nationale cykelpulje og TrygFonden. Kvindesmedjen har sammen med Flemming Quist Møller og Rudersdal Kommune realiseret Cykellegepladsens nye vartegn – en skulptur af Cykelmyggen Egon.



Ideer til artikler, videnblade eller andet modtages med glæde

Ligger du inde med viden eller erfaring, som andre professionelle, der arbejder med fremme af cykeltrafik kunne have gavn af? Eller har du ideer til andre artikler og videnblade, som du gerne vil læse på Cykelviden.dk? Så kontakt redaktionen. Vi ser frem til at høre fra dig.