Foto: Cyklistforbundet

2150

Effekter af forbedringer af cykelstierne langs Vestvolden

FORSKNING Virker det overhovedet at forbedre forholdene på cykelstierne? Kommer der flere cyklister? Dette videnblad dokumenterer effekterne af forbedringer af fx belægning, skiltning og belysning.

Af Hans Skov-Petersen, Københavns Universitet, Jette Bredahl Jacobsen, Københavns Universitet, og Simon Rask Kræftens Bekæmpelse
03. december 2013

Introduktion

I oktober 2011 blev forbedringerne af stierne langs Vestvolden indviet. Forbedringerne, der er en væsentlig del af projektet ’Københavns Befæstning’, omfatter bl.a. asfaltering og opsætning af aftenlys langs hele ruten, samt etablering af en række lokaliteter med muligheder for fysik udfoldelse og kulturelle oplevelser.

Albertslundruten var den første af Hovedstadsregionens Cykelsuperstier der blev sat i drift. Det skete i april 2012. Forbedringerne omfattede bl.a. forbedringer af forhold omkring kryds, udbedring af belægningen, forbedret skiltning og opsætning af cykelpumper. Ruterne er vist i figur 1.

Figur 1: Placering af de 6 tællere, med indikation af Vestvoldsruten (grøn streg) og den del af Albertslundruten, der er inden for kortet (med blå streg).

Flere cykler efter forbedringer

En måde at følge udviklingen på er at tælle antallet cyklister i givne perioder før og efter ibrugtagningen af forbedringerne vha. automatiske tællestationer. I figur 2 ses det månedlige antal cyklister for de seks tællestationer.

I Figur 1 ses placeringen af stationerne langs Vestvolden. Fx ser man ved tællestationen ’Rødovre Midt’ (der er placeret netop der, hvor Vestvolden og Albertslundruten et kort stykke følger hinanden) i juni og august en stigning fra omkring 45.000 månedlige cyklister før forbedringerne til mellem 60 og 70.000 cyklister pr. måned i årene, der følger.

Man ser også, at antallet af cyklister ved stationen ’Rødovre Midt’ ligger i en helt anden størrelsesorden end de øvrige.

Figur 2: Tællinger af antallet af cyklister pr måned langs med Vestvolden. Etableringen af de to forbedringer af ruterne omkring Vestvolden er vist med sorte pile.

Nytårsforsætter slår igennem

Årstidsvariationer fremstår tydeligt med langt højere antal cyklister om sommeren end om vinteren. Juli generelt ligger lavere end de omkringliggende sommermåneder, sikkert pga. sommerferien.

Et kuriosum er, at specielt tællingerne for januar gennemgående ligger højere end december og februar. Uden at kunne bevise det, kan man gætte på, at det er en effekt af et udbredt nytårsforsæt om mere fysisk og miljøvenlig adfærd.

I forbindelse med opstarten af projektet ’Københavns Befæstning’ blev der foretaget nogle beregninger af det forventede antal cyklister, før og efter gennemførslen af projektets aktiviteter langs Vestvolden. Disse beregninger sammenlignes med de konkrete (Tabel 1).

Tabel 1: Det gennemsnitlige antal daglige cyklister før og efter forbedringerne af henholdsvis Vestvolden og Albertslundruten. Forudsigelserne er udført i 2009 af Tetraplan, og målingerne er de aktuelle vha. tællestationerne 2010- 2013.

Af tabel 1 ses det, at både det estimerede omfang af cyklister og den forventning man havde til stigningen inden projektet gennemgående, var for høje. Forudsigelserne tager udgangspunkt i et samlet antal daglige cyklister på 4.300 langs hele volden (før forbedringerne). Tallene fra tællestationer viser, at det reelle tal snarere ligger på godt 2.000. Størrelsesforholdet mellem strækningerne ser dog ud til at give god mening. Der kan være problemer med at sammenholde de enkelte lokaliteter for tællestationerne med de strækninger, der er anvendt i forudsigelserne (specielt i forbindelse med de to tællestationer ved Rødovre Parkvej).

Effekter viser sig over tid

Det skal bemærkes, at effekten af forbedringerne naturligt nok ikke opstår på et øjeblik, men strækker sig et stykke frem i tiden.

Derfor kan de effekter, der ses i forbindelse med forbedringerne på Albertslundruten skyldes forbedringerne på Vestvolden. Det gælder naturligt nok i særlig grad de stationer, der ligger langt væk fra Albertslundruten.

Metode

6 tællestationer af typen Eco-Combo GSM, har været opsat langs Vestvolden siden oktober 2010. Stationer tæller fodgængere og cyklister særskilt for hver time.

I maj 2011 blev der i forbindelse med Bikeability-projektet (link: www. Bikeability.dk) uddelt flyers der opfordrede til deltagelse i et web-baseret spørgeskema undersøgelse af cyklisternes adfærd og præferencer.

I 2012 og 2013 blev undersøgelsen gentaget med en række tillægsspørgsmål ang. cyklisters syn på ændringer og egen adfærd. Resultaterne vil blive gennemgået i senere videnblade her på Cykelviden.dk.

Og hvad så?

Der må konstateres en væsentlig stigning af antallet af cyklister som følge af forbedringer af forholdene langs Vestvolden. Men hvis vi vil vide mere end at det blot er kommet flere, skal der mere til.

Hvor kommer de alle sammen fra? Cykler de mere end de plejer? Er de begyndt at cykle netop pga. de forbedrede forhold? Eller har de bare flyttet sig fra andre ruter? Er der andet, der ændrer sig (tilfredshed, tryghed, adfærd etc.)?

I kommende videnblade vil vi – på baggrund af resultaterne fra vores spørgeskemaundersøgelse – søge at give svarene.

Vil du vide mere?

Kontakt:

Hans Skov-Petersen 
(Københavns Universitet)

Jette Bredahl Jacobsen 
(Københavns Universitet)

Simon Rask 
(Kræftens Bekæmpelse)

Ideer til artikler, videnblade eller andet modtages med glæde

Ligger du inde med viden eller erfaring, som andre professionelle, der arbejder med fremme af cykeltrafik kunne have gavn af? Eller har du ideer til andre artikler og videnblade, som du gerne vil læse på Cykelviden.dk? Så kontakt redaktionen. Vi ser frem til at høre fra dig.