Cykelbyg var et af temaerne for undervisningsforløbet i Furesø Kommune

Foto: Mads Ehlers

178

Folkeskolen cykler - begejstring, læring og innovation i undervisningen

BEST PRACTISE Folkeskolen cykler er et undervisningsforløb, der bruger cyklen som tema på tværs af alle fag. Det har fået eleverne til at cykle mere – også i fritiden. Undervisningsmateriale kan downloades her.

Af Lene Hartmann, klimaprojektleder, Furesø Kommune
04. december 2013

Undervisning med cyklen som tema

Folkeskolen cykler er et undervisningsforløb, der bruger cyklen som tema på tværs af alle fag. Projektet integrerer cyklen som tema i de almindelige fag og indeholder en projektuge med følgende emner:

  • Cykelbyg
  • Cykel og kost
  • Cykel og motion

Undervisning der virker

6. årgang på to skoler i Furesø afprøvede det udviklede undervisningsforløb med gode resultater. Eleverne oplevede samarbejde og engagement, synlige resultater, kreativitet og teori omsat til praksis.

Lærerne oplevede samarbejde på tværs i lærerteamet, engagerede elever, og at tidsforbruget til planlægningen af undervisningen var normalt.

Eleverne cykler mere – også i fritiden

Projektet ”smittede” på den måde, at 4. og 5. klasserne ofte spurgte, hvornår de skulle deltage i projektet. Eleverne cykler mere, også i fritiden og de cykler sammen med deres familier i lokalområdet. Lærerne har bemærket, at der står mange nye og gode cykler i stativerne.
 

Hvordan kan skolerne i din kommune få fat i undervisningsforløbet?

Alle kan fra ultimo december hente køreklart kompendium og låne klassesæt med cykelværktøjskasser fra Bicycle Innovationlab. Her kan man også se en lille film om projektet.

I kompendiet er hele forløbet beskrevet fra starten af planlægningen, forskellige forudsætninger for at gennemføre undervisningsforløbet, forslag til lektioner, eksempler på, hvordan lektionerne på de to skoler rent faktisk foregik, samt henvisninger, links mm.

Hvem står bag udviklingen af undervisningsforløbet?

Ideen til projektet opstod i Furesø Kommune i 2012 i forbindelse med, at kommunen begyndte en målrettet indsats for grøn mobilitet.

Et pilotprojekt på Lyngholmskolen gav meget positive resultater og Furesø Kommune fik dannet en projektgruppe, der sammen ansøgte Vejdirektoratets cykelpulje om midler til at udvikle undervisningsforløbet.

Projektgruppen fik tilsagn om støtte i juni 2012, hvilket skabte stor begejstring i projektgruppen, der siden har fået udarbejdet et undervisningskompendium, købt værktøjskasser og værktøj, samt afprøvet det samlede forløb på Lyngholmskolen og Solvangskolen i Furesø.

Projektgruppen består af

Furesø Kommune, Ålborg Universitet, Campus Esbjerg, Institut for Læring og Filosofi, Cykelstalden.dk og BicycleInnovationLab, samt skoleledere og lærere på Lyngholmskolen og Solvangskolen.

Ideer til artikler, videnblade eller andet modtages med glæde

Ligger du inde med viden eller erfaring, som andre professionelle, der arbejder med fremme af cykeltrafik kunne have gavn af? Eller har du ideer til andre artikler og videnblade, som du gerne vil læse på Cykelviden.dk? Så kontakt redaktionen. Vi ser frem til at høre fra dig.