Alt for mange pendlere får cyklen stjålet ved landets stationer. Foto: Mikkel Østergaard

18

Stop cykeltyven!

PLAN OG STRATEGI En ekspertgruppe har for Trafikstyrelsen undersøgt, hvordan antallet af cykeltyverier ved landets stationer kan begrænses. Det er særligt de impulsive cykeltyverier, der kan forhindres, vurderer ekspertgruppen.

Af Jakob Schiøtt Stenbæk Madsen (Oslo Kommune) og Christina Britz Nicolaisen (Cyklistforbundet)
17. februar 2016

Hver dag parkerer ca. 70.000 togrejsende cyklen ved stationer i hele landet, og alt for mange vender tilbage til et tomt cykelstativ. Det er både dyrt og ærgerligt for den enkelte, men samtidig kan risikoen for at få stjålet cyklen ved stationen også skræmme pendlerne væk fra den kollektive trafik.

Derfor nedsatte daværende transportminister Magnus Heunicke i foråret 2014 en ekspertgruppe for at finde frem til de bedste løsninger.

Ifølge ekspertgruppen kan cykeltyverier ved stationerne ikke fuldstændigt forhindres, men meget kan gøres for at reducere antallet – især når det drejer sig om de impulsive tyverier. Imidlertid er det vigtigt at cykelparkeringen fortsat er let at benytte – et kompliceret parkeringssystem langt fra stationen kan have en afskrækkende effekt på pendlernes lyst til at kombinere cykel med kollektiv trafik.

Den ideelle cykelparkering er:

  • Tæt på toget
  • Tilstrækkelig hvad angår kapacitet
  • Tyverisikret
  • Tryg og overskuelig
  • Pladsbesparende – så der er plads til mange cykler
  • Nem at bruge i hverdagen
  • Nem og billig at vedligeholde
  • Pæn og velholdt  

Fem konkrete anbefalinger til det videre arbejde 

  1. Forsøg med bedre fastlåsningsmuligheder til eksisterende cykelstativer
  2. Forsøg med opstilling af nye typer cykelstativer
  3. Undersøge potentialet for cykelparkeringshuse
  4. Belyse perspektiverne i overvåget cykelparkering
  5. Følge udviklingen i tekniske og elektroniske løsninger

Særligt de første to anbefalinger er tiltag, der er lette at implementere i kommunerne. Første anbefaling er økonomisk fordelagtig, idet der bygges videre på allerede eksisterende faciliteter. Anden anbefaling omfatter nye cykelstativer med integreret mulighed for fastlåsning af cykler – som cyklisten kan supplere med egen lås, for at opnå endnu større sikkerhed.

Cases: Sikker cykelparkering i indland og udland

Flere kommuner har allerede fokus på mere sikker parkering.

Furesø Kommune har etableret ny cykelparkering ved S-stationer og ved busstoppestederne ved supercykelstien Farumruten, der løber gennem kommunen – de såkaldte Super Cykel P. Her er der fokus på let betjening og høj grad af sikring mod hærværk og tyveri. De nye cykelstativer har indbygget wire, som gør det muligt at fastgøre cyklen til stativet gennem cyklens egen lås, så tyven ikke uden videre kan trække afsted med cyklen.

Fredericia Kommune arbejder aktivt på at få flere borgere til at vælge cyklen. Ligesom i Furesø har Fredericia etableret cykelstativer med indbygget wire, som cyklisten kan sætte sin egen lås i.

Malmö i Skåne har i forbindelse med stationerne Hyllie, Triangeln og Malmö C etableret aflåst cykelparkering til byens pendlere. De såkaldte Bike & Ride+ afdelinger kræver abonnement, som udover sikker parkering også garanterer cykelpendleren en ledig parkeringsplads.

Hradec Kralove i Tjekkiet har i 2013 fået et såkaldt Biketower på pladsen foran Hovedbanegården. Cyklerne overlades i gadeniveau til et sæt robotarme, som parkerer – og automatisk henter dem tilbage, når cyklisten returnerer.


Ideer til artikler, videnblade eller andet modtages med glæde

Ligger du inde med viden eller erfaring, som andre professionelle, der arbejder med fremme af cykeltrafik kunne have gavn af? Eller har du ideer til andre artikler og videnblade, som du gerne vil læse på Cykelviden.dk? Så kontakt redaktionen. Vi ser frem til at høre fra dig.