320

Svensk viden om cyklistuheld

UNDERSØGELSE Hvad ved man i Sverige, som vi ikke ved? En hel del, faktisk, når det drejer sig om cyklister og uheld i trafikken. En ny rapport fra det svenske Trafikverket indeholder ny viden fra hospitaler og skadestuer om de cyklister, der er kommet til skade.

Af Anne Eriksson, Københavns Kommune
19. marts 2014

Ny viden fra hospitaler og skadestuer om cyklistuheld

En ny rapport fra det svenske Trafikverket indeholder ny viden fra hospitaler og skadestuer om de cyklister, der er kommet til skade. Disse informationer har man sammenlignet med informationer om de uheld, som politiet har registreret.

Det har vist sig, at politiet kun har fået information om en lille andel af de tilskadekomne cyklister. Typisk de uheld, hvor cyklister og bilister er involveret.

Cyklister kommer til skade i eneuheld

Svenske sygehusdata viser, at en meget stor del (78 %) af de alvorligt tilskadekomne cyklister er kommet til skade i eneuheld. Mange af de tilskadekomne cyklister har fortalt, at uheldet skyldes, at de gled på is eller sne, men også på blade, løst grus eller andet.

Anbefalinger til de vejansvarlige

I rapporten, som er kort og læsbar - og som også findes på engelsk, giver forfatterne også et bud på, hvad man kan gøre for at forhindre cyklistuheld. Ikke uventet foreslår de, at de vejansvarlige (typisk kommunerne) forbedrer deres rutiner for at bekæmpe glatføre.

Der er også andre forbedringsforslag til de vejansvarlige, som flere separate cykelstier, forbedrede kryds og justering af kantstene.

Brug vintercykeldæk, cykelhjelm og beskyttende tøj

Cyklister har klare fordele ved at skifte til vinterdæk, siges det i rapporten, og der er en klar positiv effekt af at have cykelhjelm og beskyttende tøj, når ulykken er sket.

Udvendige airbags og automatiske bremsesystemer til biler

Også bilerne kan blive bedre: Udvendig airbag og automatiske bremsesystemer vurderes at have en positiv effekt på de uheld, hvor bilister og cyklister rammer hinanden.

Forebyggelse af uheld – bevidsthed om de største risikofaktorer

Rapporten indeholder anbefalinger om, hvad der kan gøres fremadrettet for at undgå, at cyklister kommer ud for uheld og kommer til skade. Et forslag er at se på, om selve cyklen kan forbedres ved fx. bremser, der ikke låser og bedre stabilitet.

Men et vigtigt bidrag til at forebygge uheld er, at cyklister bliver gjort bevidste om de største risici, sådan at cyklisterne kan tilpasse deres adfærd til dette. Og der bidrager rapporter som denne med mere viden.

Ideer til artikler, videnblade eller andet modtages med glæde

Ligger du inde med viden eller erfaring, som andre professionelle, der arbejder med fremme af cykeltrafik kunne have gavn af? Eller har du ideer til andre artikler og videnblade, som du gerne vil læse på Cykelviden.dk? Så kontakt redaktionen. Vi ser frem til at høre fra dig.