Cykelturister

Foto: Panorama

1752

Tilfredse turister på cykel

UNDERSØGELSE En cykeltur gør glad. Det er en af konklusionerne på en nyligt afsluttet Gallup rundspørge, hvor netop cyklende turister udtrykte stor tilfredshed.

Af Elisabeth Frederiksen, Østdansk Turisme
04. september 2014

Solen skinnede og cykelhjulene snurrede i sommer. I de områder, som projektet ”Powered by Cycling: Panorama” dækker, var der mere trafik på cykelstierne i år (foreløbige tal viser +5 procent).

Det havde sandsynligvis at gøre med, at cyklister i sommeren 2014 kunne dreje cyklen ud på 26 nye cykelruter, udviklet netop til kystkommunernes turister.

Og de cyklende på langtur kunne i år for første gang sove på danske Bed & Bike overnatningssteder, ligesom de kunne cruise komfortabelt på nationalruterne 1 og 9. Her havde Panorama-projektet medvirket til, at flere forhindringer og vanskelige passager var fjernet.

Anbefaler cykling

Formentligt derfor var smilet større i år, da Gallup spurgte 400 cyklende turister om deres mening. Hele 90 procent var så tilfredse med deres cykeltur, at de ville anbefale den til andre.

Muligheder for cykeludflugter blev bedømt som gode: På en skala fra 1 til 5 fik cykeludflugtsmuligheder 4,29 i gennemsnit. Skiltningen var man jævnt tilfreds med: Her var karakteren 4,11 i gennemsnit.

Effektmåling

Der er stadig er plads til forbedring, men Panorama projektets deltagere glæder sig over, at der på så godt som alle punkter er en højere score end sidste år.

Den samme undersøgelse blev nemlig gennemført præcis samme steder i sommerlandet i 2013, og selvom cyklisterne allerede der udtrykte tilfredshed, er tallene altså lidt bedre i år.

Plus-oplevelse

”Vi hæfter os især ved anbefalingsgraden”, siger Jesper Pørksen, projektleder for Powered by Cycling: Panorama. ”Normalt er folk mere lunkne, når man spørger om anbefaling, så det, at cykelture får anbefaling fra 90%, er virkelig højt.

Cykelturene er altså en af de ting, som  er med til at gøre ferien i Danmark mere attraktiv, og derfor mener vi, at gode cykelforhold er et aktiv for Danmark lige som rene strande, venlig befolkning og alle de andre gode grunde, der er for at holde ferie i Danmark”

Kender nationalruter

Gallup-undersøgelsen viser også, at flere af de cyklende turister i år kender til eksistensen af nationalruter. Kendskabet til Vestkystruten er steget til 61 procent fra 47 procent og for Berlin-København ruten (nationalrute 9) er det i år 62 procent af de cyklende, der kender ruten (mod 53 procent sidste år).

Det er projektleder Jesper Pørksen tilfreds med: ”Vi har markedsført de to nationalruter og de korte Panorama-ruter i Holland, Tyskland, Sverige og Norge gennem projektpartneren VisitDenmark, og det er godt at se, at den markedsføring åbenbart har haft effekt”.

Om "Powered by Cycling: Panorama"

”Powered by Cycling: Panorama” er et projekt, der har til formål at øge vækst og beskæftigelse i kystturismen ved at tilføre nyt indhold i form af cykeloplevelser. Projektet løber indtil 31. dec. 2014. Opgaverne er at forbedre infrastruktur og service til cyklister i områderne langs den nationale cykelrute nr. 1 (Vestkystruten) og nr. 9 (Berlin – København), samt markedsføre ruterne og kystområderne.

Panorama projektets partnere er Nationalpark Thy, Region Midt, Destination Sydvestjylland, Østdansk Turisme, Campingrådet, Dansk Turismefremme og VisitDenmark. Projektet er støttet af EU’s regionalfond.

Læs mere

DEBAT

Ligger du inde med viden eller erfaring, som andre professionelle, der arbejder med fremme af cykeltrafik kunne have gavn af? Eller har du ideer til andre artikler og videnblade, som du gerne vil læse på Cykelviden.dk? Så kontakt redaktionen. Vi ser frem til at høre fra dig.