Foto: Cyklistforbundet/Mikkel Østergaard

Foto: Cyklistforbundet/Mikkel Østergaard

2298

Hvad foretrækker cyklister på deres rute?

FORSKNING I et studie af cyklister i København, har vi fundet, at over 80 % af cyklisterne er villige til at cykle en omvej, for at opnå en rute som de bedre kan lide eller for at undgå ting, de ikke bryder sig om.

Af Suzanne Elizabeth Vedel (IFRO, KU), Jette Bredahl Jacobsen (IFRO, KU) og Hans Skov-Petersen (IGN, KU)
21. maj 2013

Cykelsti og grønne omgivelser

At der er cykelsti på ruten er det, der betyder mest for cyklisterne. De er i gennemsnit villige til at cykle 2 km længere (i forhold til undersøgelsens standardruter på 3,5-7 km), hvis de kan skifte en rute uden cykelsti ud med en rute med cykelsti. 

Det betyder også noget for cyklisterne, at der er grønne omgivelser langs deres daglige transportrute. Cyklisterne er villige til at cykle 1 km længere for at opnå, at deres cykelrute har grønne omgivelser.

Miljø

Det foretrukne miljø at cykle i er en cykelsti adskilt fra både vej og fodgængere (cykelsti i eget tracé), tæt fulgt af en butiksgade og derefter en fælles sti for gående og cyklister. 

I gennemsnit er cyklister villige til at cykle 1 kilometer længere, hvis de har mulighed for at skifte en stor hovedvej ud med en cykelsti i eget tracé.

Trængsel og stop

Trængsel i forhold til andre cyklister og steder, hvor man skal stoppe op, påvirker oplevelsen af cykelruten negativt. Cyklisterne er villige til at cykle 1,2 km længere for at undgå en rute med meget trængsel. 

De er villige til at cykle 1,3 km længere for at undgå, at der er mange stop på ruten. Cyklisterne har angivet, at de føler øget utryghed, når der er trængsel med andre cyklister.

Adskilt fra tung trafik, busser og forurening

Cyklisternes rutevalg hænger godt sammen med de holdninger, der i øvrigt kommer til udtryk i undersøgelsen. Ud af 9 forskellige elementer er forurening det, cyklisterne er mest utilfredse med. Knap 50 % er meget utilfredse/utilfredse med mængden af forurening langs den rute, de cykler til daglig. 

De elementer, der giver cyklisterne mest tryghed er brede cykelstier, afstand til/adskillelse fra tung trafik og mindre trængsel med andre cyklister. Valgene er derfor både et udtryk for hvad der giver tryghed, men også for hvad der giver en god cykeloplevelse.

Dataindsamling

Data er indsamlet blandt ca. 3.800 aktive cyklister i København. Vi har uddelt flyers 17 forskellige steder i København fra kl. 7-18 til cyklister med tilbud om at deltage i et internet-baseret spørgeskema om deres præferencer for cykelruter, når de bruger cyklen til daglig transport. 

Metode

Undersøgelsen af rutevalget bestod af et valgeksperiment, hvor cyklisterne blev præsenteret for to ruter ad gangen, hvor de kunne vælge, hvilken rute de helst ville cykle – eller alternativt sige nej til begge ruter. Ruterne havde forskellige karakteristika og blev beskrevet med både tekst og billeder. Ruterne varierede fra 3,5-7 km.

Cyklisterne får dermed mulighed for at give udtryk for, hvor vigtige de enkelte karakteristika ved en rute er i forhold til hinanden. Én af styrkerne ved denne metode er, at cyklisterne også har mulighed for at vurdere, i hvor høj grad de foretrækker ruter med karakteristika, som de ikke har mulighed for at vælge til daglig.

Hvis det for eksempel er vigtigt for cyklister, at der er grønne omgivelser på deres rute, men de ikke har mulighed for at vælge en rute med grønne omgivelser til daglig, så kan vigtigheden af de grønne omgivelser komme til udtryk alligevel. Det vil det ikke kunne, når man observerer disse cyklisters faktiske adfærd.   

Ud fra de karakteristika vi har spurgt til her, ser cyklisternes foretrukne rute til daglig transport sådan ud:

  • Cykelsti i eget tracé (forbeholdt cyklister)
  • Grønne omgivelser
  • Adskilt fra tung trafik og forurening
  • Kun lidt trængsel med andre cyklister
  • Få steder man skal stoppe helt op

Hvad kan man bruge undersøgelsen til

I forhold til planlægning af nye cykelruter er det et vigtigt instrument at vide, hvor meget de enkelte karakteristika ved en rute betyder for cyklisterne. Resultaterne her kan anvendes til at vurdere effekten af ændringer i det vej- og stinet, cyklisterne bevæger sig igennem. 

Studiet viser, at cyklister er villige til at cykle længere for at opnå cykelsti, grønne omgivelser og cykelsti i eget trassé – og også for at undgå stop og trængsel. Det åbner flere muligheder for at adskille cykelstier fra tung trafik og forurening  –  og skabe nye, bedre og grønnere cykelstier gennem byen.

Se video fra Bikeability Open Seminar [MOV 45.339KB]

Dataindsamlingen er en del af Bikeability-projektet og er finansieret af Det Strategiske Forskningsråd.

Dét kan du gøre

Kontakt

Ideer til artikler, videnblade eller andet modtages med glæde

Ligger du inde med viden eller erfaring, som andre professionelle, der arbejder med fremme af cykeltrafik kunne have gavn af? Eller har du ideer til andre artikler og videnblade, som du gerne vil læse på Cykelviden.dk? Så kontakt redaktionen. Vi ser frem til at høre fra dig.