Mentale sundhed
0

19 byer cyklede for den mentale sundhed

Psykiske vanskeligheder kan ofte føre til for meget tid på sofaen. Derfor satte frivillige i 19 byer og lige knap 500 deltagere en mandag i oktober fokus på mental sundhed og cykelglæden hos en målgruppe, som kan have det svært med den to-hjulede.

Af Cyklistforbundet
28. oktober 2016

På trods af heftig regn blev der trampet igennem lige fra Bornholm til Frederikshavn på Verdens Mentale Sundhedsdag d. 10. oktober, da frivillige og medarbejdere fra lokale idrætsforeninger og Cyklistforbundets lokalafdelinger arrangerede ture på 10 km.

Glade deltagere i Gentofte

Knap 500 deltagere fra hele landet trodsede mandagsvejret og cyklede med – i Gentofte var 20 friske cyklister mødt op, og de nød bl.a. godt af det fællesskab, som cykling kan give.

”Det var dejligt at komme ud med de andre og få cyklet og få grinet – det var rigtig dejligt”, siger Mia Løwert, som cyklede med på turen.

Sigthor Jönsson cyklede også med i Gentofte: ”Det var første gang i 25 år jeg sad på en cykel, så i starten var det lidt intimiderende. Men efter 10 minutter fik jeg mere selvtillid, og så var det fedt”, fortæller han. Ifølge Socialstyrelsen dør mennesker med psykiske vanskelligheder 15-20 år tidligere end gennemsnitsbefolkningen, og det skyldes blandt andet livsstilssygdomme forårsaget af usund levevis og inaktivitet.

Cykling har et hav af positive effekter på helbredet og humøret, og derfor arrangerede Cyklistforbundet, Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI), Det Sociale Netværk og Psykiatrifonden med støtte fra Tuborgfondet cykelture i 19 danske byer d. 10. oktober.

Åbner døre til fællesskaber

”Vi vil gerne være med til at åbne døre til fællesskaber, særligt for dem som står udenfor. Derfor gør det mig også glad, at se så mange psykisk sårbare møde op og cykle sammen, ” siger direktør i Tuborgfondet Anne-Marie Skov.

Sidste år trampede 500 cyklister også med på turen, men det var en lørdag formiddag i højt solskin – modsat i år, som mange steder var en våd mandag formiddag. Derfor tør arrangørerne også godt omtale et deltagerantallet på 482 som en succes - i øvrigt var der yderligere 50 i Frederikshavn, som valgte at gå en tur i stedet.

Cykelkultur for alle

Psykiske vanskeligheder som fx depression, skizofreni eller angst gør det ofte svært at deltage i almindelige sundheds- og idrætstilbud. I Danmark har stort set alle en cykel, og den stærke cykelkultur er med til at binde befolkningen sammen.

Det er en kendsgerning, at cykling generelt gør stor gavn både socialt, psykisk og fysisk. Det er derfor relevant at gøre en ekstra indsats for, at denne udsatte målgruppe kan blive en del af den danske cykelkultur og dermed en del af det fællesskab, som cykelkulturen udgør.

Deltagerne i Gentofte er da også begejstrede for cyklen.”Jeg lærer nogle nye mennesker at kende, og jeg bliver glad og det giver en hel masse”, siger Mia Løwert. ”Du får træning, og det er rigtig godt for dig. Du bliver fysisk træt og på samme tid får din hjerne en pause, fordi du tænker på noget andet, så det kan virkelig hjælpe,” siger Sigthor Jönsson.

Et skub til at cykle mere

For Sigthor Jönsson har det endda haft så stor betydning, at han skal til at støve den gamle jernhest af. ”Jeg giver det et forsøg nu. Jeg har en cykel, som bare skal repareres lidt. Den her tur har givet mig et skub”.

Der blev cyklet i Esbjerg, København/Frederiksberg, Bornholm, Silkeborg, Frederikssund, Frederikshavn, Varde, Næstved, Odense, Kalundborg, Nykøbing Mors, Glostrup, Gentofte, Roskilde, Aarhus, Favrskov, Lyngby, Køge og Aalborg.

Se en video fra cykelturen i Gentofte