197

”Årets Cykelby” – en kåring, der gavner

Titlen som ”Årets Cykelby” giver medvind på cykelstierne. Helsingør er et godt eksempel.

08. november 2011

HELSINGØR: Sidste år vedtog Helsingør Byråd en ambitiøs Cyklistplan 2010 - et initiativ, der var stærkt medvirkende til, at Cyklistforbundet udråbte kommunen til Årets Cykelby.

Siden Cyklistforbundets kåring har kommunen igangsat mange projekter for at gennemføre cykelplanen. En aktuel status viser fremdrift i de fleste projekter, skriver Frederiksborg Amts Avis:

Et mindre stykke cykelsti på Nordre Strandvej er i øjeblikket ved at blive færdiggjort ud til Højstrupvej/ Magdalenevej, og til foråret ventes det, at turen kommer til næste etape, nemlig cykelsti ud til Julebæk Strand. Hele projektet med cykelsti mellem Hornbæk og Helsingør vil strække sig over adskillige år, og den samlede udgifter beløber sig til mindst 30 millioner kroner.

100 foldecykler
Blandt de øvrige cykel-projekter kan nævnes inspektion af cykelstierne, en plan for cykelparkering i hele kommunen og Helsingør-Cyklen, som Cyklistforbundet også har været involveret i og bl.a. leveret 100 foldecykler:

"Helsingør-Cyklen er et demonstrationsprojekt, hvor 100 cyklister har fået udleveret hver en foldecykel. Vi kan så se hvor tit de bruger cyklen og hvor meget, og fidusen er netop at man kan tage foldecyklen gratis med i den kollektive trafik," siger Pablo Celis, der er konsulent for Helsingør Cykelby. Han regner med at projektet slutter i år.

Endelig planlægger kommunen en særlig cykel-bypass - en cyklistvenlig rute ind igennem Helsingørs bykerne. Projektet omfatter bl.a. ændret skiltning, særlige cykelfliser og at fjerne kantstensparkering på visse strækninger. Cykel-bypassen ventes at være færdig i år.

Næste gang Cyklistforbundet udnævner "Årets Cykelby" er i maj 2012 i forbindelse med den nationale cykelkonference i Roskilde.

Emneord: Byer, Politik