Danmarks første cykelsupersti åbner på lørdag. Foto: Cyklistforbundet/Mikkel Østergaard

Fem kommuner kandiderer til titlen som Årets Cykelkommune 2014. Foto: Mikkel Østergaard.

119

Årets Cykelkommune 2014 - se de nominerede

Disse fem kommuner er nominerede til titlen Årets Cykelkommune 2014.

Af Trine Stig Mikkelsen
07. maj 2014

Nogle bruger den dagligt, andre til ferie og fritid, og nogle lufter den kun på helt særlige solbeskinnede dage, eller hvis bilen er på værksted. Cyklen er en mere eller mindre naturlig del af trafikbilledet i det ganske land. Men hvilken kommune har gjort det bedst for cyklisterne det seneste år?

Vinder kåres på cykelkonference

Igen i år kårer Cyklistforbundet Årets Cykelkommune. Det sker på den nationale cykelkonference i Randers onsdag d. 14. maj kl. 21.

”En stærk cykelkultur kommer ikke af sig selv, og i øjeblikket falder cykelandelen i mange kommuner, fordi bilejerskabet stiger, og folk får længere mellem hjem, arbejde, skole og indkøb. Heldigvis ser vi, at flere og flere kommuner konkurrerer om at gøre det nemt, trygt og attraktivt at cykle for borgere og turister”, siger Cyklistforbundets landsformand Jette Gotsche, der vil overrække prisen til vinderkommunen onsdag aften.

De nominerede kommuner

De fem kommuner, der er nominerede til titlen som Årets Cykelkommune i år er Horsens, Middelfart, Varde, København og Odense.

Horsens Kommune
Har med projektet Horsens Cykelby fået markeret Horsens som en cyklende kommune. En ny trafikterminal styrker muligheden for at bruge cyklen i kombination med offentlig transport, og borgere i fire landsbyer er blevet inddraget i prioriteringen af 21 mio. kr. til mere sikre skoleveje.

Middelfart Kommune
Arbejder stadig mere dedikeret med at få flere borgere til at cykle, blandt andet gennem en række utraditionelle samarbejder. Cykelklubber bidrager med stigennemgang og vedligehold, produktionsskoler producerer luftpumper og erhvervslivet opsætter ladestandere til el-cykler.

Københavns Kommune
Der er stadig politisk vilje i København til at prioritere cyklismen og gå nye veje for at forkæle cyklisterne. Supercykelstier, nye bycykler og smutveje for cyklister skyder frem, og de kommende cykelbroer over havnen vil gøre endnu mere attraktivt at være cyklist i København.

Varde Kommune
Mens cykelandelen generelt falder i landområderne, har Varde formået at holde fast i sit høje niveau takket være en dedikeret indsats for både hverdagscyklismen og det rekreative. Nye stier er etableret i samarbejde med private lodsejere, og skolebørn motiveres til at cykle i by og på land.

Odense Kommune
Kommunen har i en årrække vist vejen, hvad angår cykeltiltag på tværs af forvaltninger, og særligt de små odenseanere har nydt godt af den innovative tilgang. Nu lover hele 27 cykelprojekter i kommunens Mobilitetsplan godt for fremtiden for byens cyklister.

Om Årets Cykelkommune

Cyklistforbundet har udpeget Årets Cykelkommune siden 2005, og tidligere har Herning, Aarhus, Bornholm, Ballerup, Helsingør, København og senest Randers båret titlen.

Det er Cyklistforbundets hovedbestyrelse, der vælger hvilken kommune, der har gjort det særlig godt og skal være Årets Cykelkommune. Kommunerne har de sidste par år kunnet indstille sig selv til titlen og på den måde gøre opmærksom på deres kvaliteter som cykelkommune.