Foto: Marie Hald

0
0

Cyklistforbundet udnævner Årets Cykelskole sammen med Brian Holm

Cykling i hverdagen er sundt for kroppen og sætter gang i hjernen. Mandag og to uger frem kører Cyklistforbundet den store børnecykelkampagne Alle Børn Cykler på 900 skoler over hele landet. Som noget nyt afsluttes kampagnen i år med at kåre Årets Cykelskole.

Af Jane Kofod
01. september 2017

Det er veldokumenteret, at børn, der bevæger sig, får bedre selvværd, bliver sundere og har nemmere ved at lære. Med den årlige kampagne Alle Børn Cykler vil Cyklistforbundet og TrygFonden have flere børn op på cyklen i hverdagen.

I år sætter kampagnen særligt fokus på skolernes muligheder for at styrke børns hverdagscykling – for eksempel med gode og sikre steder at parkere sin cykel, cykeludflugter eller en indsats for at gøre skolevejen mere sikker.

Direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, siger om den nye pris Årets Cykelskole:

"Færre og færre børn cykler til skole. Men skolen spiller en vigtig rolle, når det handler om at gøre bagsædebørn til hverdagscyklister. Derfor vil vi med prisen gerne anerkende og sætte fokus på, hvordan skoler kan bruge hverdagscykling til at styrke børns sundhed, trivsel og indlæringsevne".

Skolerne indstilles til prisen ved, at skolen, forældre, kommunen eller andre omkring skolen indsender en begrundet nominering til Cyklistforbundet senest 25. september.

Bundrekord i bevægelse

Danske børn har ifølge en rapport fra verdenssundhedsorganisationen WHO europæisk bundrekord i forhold til at få rørt sig i dagligdagen.

"Vi håber, at prisen kan inspirere andre skoler til at engagere elever, forældre og kommunalpolitikere i arbejdet med at sætte gode, aktive transportvaner og sikre skoleveje på dagsordenen i deres lokalområde. For cykler man som barn, sker det oftere, at man også cykler som voksen", siger Klaus Bondam.

I juryen bag prisen sidder undervisningsminister Merete Riisager, sportsdirektør og konservativ politiker på Frederiksberg Brian Holm, formand for Skole & Forældre, Mette With Hagensen, formand for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, formand for KL’s sundhedsudvalg og borgmester i Odsherred Kommune Thomas Adelskov og direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam.

#SejeBørnStyrerSelv

120.000 elever deltager i Alle Børn Cykler 2017, der har overskriften #SejeBørnStyrerSelv. Eleverne konkurrerer om cykle så mange dage som muligt i dysten om nye cykler til en hel klasse, festlige klassefester og andre præmier. Hver dag på cyklen giver point. Brug af cykelhjelm tæller dobbelt. 

Cyklistforbundet tilbyder også skolerne gratis undervisningsmaterialer, der kombinerer fysisk aktivitet og læring.

Forældreguide:
Sådan hjælper du dit barn med at cykle sikkert i skole

Der er meget, du kan gøre for at hjælpe dit barn til at blive en god hverdagscyklist. Fx er det en god ide at gennemgå ruten på forhånd, så dit barn kender turen og føler sig tryg. Du hjælper også ved at sikre, at barnets cykel er i god stand.

  • Sørg for at cykle med dit barn, før de begynder i 1. klasse. Lær dem tidligt, hvordan de skal orientere og opføre sig i trafikken. Jo mere tid du bruger på at cykle med dit barn i trafikken, jo tidligere bliver junior i stand til at beherske cyklen og turen alene.
  • Vær en god rollemodel. Overhold trafikreglerne og lær barnet at bruge cykelhjelm.
  • Find den sikreste skolevej, som dit barn altid skal følge. Du kan evt. koordinere med andre forældre fra klassen, så børnene ikke får forskellige bud på den sikreste vej.
  • Vælg den sikreste vej – ikke den hurtigste. Kør den valgte rute igennem med børnene før skolestart. Flere gange.
  • Lav klare aftaler med dit barn om, hvor han/hun må cykle. Også efter skoletid, ved besøg hos kammerater osv.

Læs mere på alleborncykler.dk

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder