Foto: DSB

142

Alvorlig trussel mod cykelturismen

Cyklistforbundet og Østdansk Turisme advarer på det kraftigste mod at nedlægge nattoget mellem København og Tyskland. Det vil være et katastrofalt tilbageslag for turismen, hvis planen realiseres.

Af Lasse Skou Hauschildt
29. september 2014

I et fælles debatindlæg i Jyllands-Posten går Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet, og Peter Ole Sørensen, souschef i Østdansk Turisme, nu til kamp for den sidste direkte togforbindelse for cykelturister mellem København og Tyskland.

DSB og de tyske statsbaner (DB) har nemlig planer om at lukke The City Night Line. Det nattog, der i dag er den eneste direkte forbindelse med cykelmedtagning mellem København og Amsterdam/Köln, Prag/Dresden og Frankfurt/Basel.

Skulle lukningen af togforbindelsen gå hen og blive en realitet, vil det have yderst alvorlige konsekvenser for den danske cykelturisme:

”Hvis forbindelsen bliver nedlagt vil det betyde et katastrofalt tilbageslag for cykelturismen, som ellers er som skabt til Danmark – og en stor del af det kæmpe arbejde, der er gjort for at udvikle cykelruterne, servicen langs dem og formidlingen af dem, vil være spildt,” skriver Klaus Bondam og Peter Ole Sørensen i indlægget.

En øget cykelturisme kan ellers blive en god indtægtskilde for mange af de danske udkantsområder, som i dag kæmper hårdest for at skabe aktivitet, indtægter og arbejdspladser. Samtidig er der tale om en sund, grøn og bæredygtig turismeform, som det er meget svært at finde gode argumenter for at begrænse, mener de to debattører.

Skriv under og red nattogene!

En digital underskriftindsamling er blevet iværksat for at redde nattogene – og den har ikke kun opbakning fra Danmark, men også fra mange af de udenlandske cykelturister, som fremover vil have svært ved at komme til Danmark. Lykkes det ikke at råbe beslutningstagerne op, vil Danmark komme bagest i rækken af attraktive cykelturismenationer, understreger Klaus Bondam og Peter Ole Sørensen:

”Cyklistforbundet og Østdansk Turisme opfordrer kraftigt til, at trafikselskaberne, myndighederne og turistorganisationerne påbegynder en målrettet indsats, som i stedet gør Danmark mere tilgængeligt for cykelturister. Ellers vil vi se os totalt udkonkurreret af vores nabolande, som allerede i dag tilbyder en langt bedre service for cykelturister i togene.”



Dét kan du gøre

  • Skriv under på underskriftsindsamlingen her

 

Læs mere

  • Læs hele debatindlægget her