Foto: Lars Gemzøe, Gehl Architects/Cycling Embassy of Denmark

70

Cykelambassaden fejrer 5 års fødselsdag

Cycling Embassy of Denmark, verdens første cykelambassade, kunne den 12. maj fejre sin 5-års fødselsdag. Dagen markeres med en stor reception for medlemmer og samarbejdspartnere torsdag den 26. juni.

Af Mai-Britt Aagaard Kristensen
25. juni 2014

Verdens første cykelambassade

Cycling Embassy of Denmark blev officielt åbnet på den internationale cykelkonference ”Velo City” i Bruxelles den 12. maj 2009. Dengang var der 13 medlemsorganisationer fordelt på kommuner, private virksomheder og interesseorganisationer. I dag er medlemstallet fordoblet, og ambassaden har udvidet sine aktiviteter. Ambassadens Formand, Troels Andersen, kan se tilbage på fem fantastiske år fulde af aktivitet:

”Det startede med en tanke om en virksomhedsklynge for dem, som tjener penge på cykeltrafikken. Men hurtigt blev det til noget, som inkluderede offentlige institutioner og forskellige interesseorganisationer. Cykelambassaden er i høj grad et netværk med nøglepersoner, og vi er det, som vi laver i fællesskab”, siger Troels Andersen.

Et stærkt, dansk cykelbrand

Cykelambassadens formål er, at gøre Danmark, som et af verdens førende cykellande, til den foretrukne kilde, når det gælder viden, dialog og innovation på cykelområdet og derigennem bidrage til at fremme cyklismen over hele verden.

”Det er en fornøjelse at se, at en dansk cykelsti med fysisk adskillelse kan sælges som en kvalitetsvare under brandet Copenhagen Lane. Og cykelbarometeret blev opfundet i Odense og går nu verden rundt - mere af det!”  tilføjer han med et grin.

Cyklistforbundet er både medlem og sekretariat for Cykelambassaden, og også forbundets direktør, Klaus Bondam ser et stort potentiale i Cykelambassaden:

"Den dansk cykelkultur er berømt i hele verden, og det er der en klar grund til. For en stærk cykelkultur kan medvirke til at løse nogle af klodens store udfordringer som trængsel, forurening og stigende sundhedsudgifter. Vi står over for et vendepunkt. Verden er ved at opdage, at de løj for os dengang i 50’erne. De sagde, at bilen er friheden. Men mobiliteten er friheden. Og det er Danmark et godt eksempel på.”

Studieture, masterclasses og meget mere

Cykelambassaden formidler dansk cykelkultur på mange fronter fx gennem bogen ”Idekatalog for cykeltrafik ’12”, der indeholder viden om alt fra, hvordan man skaber cykelvenlig infrastruktur til kombinationsrejser og cykelkampagner, der skal få folk i cykelsadlen.

I sine fem leveår har Cykelambassaden taget imod hundredevis af besøgende fra nær og fjern, der kommer til Danmark for at opleve vores cykelkultur og ikke mindst finde hemmeligheden bag den. Blandt andet politikere og embedsmænd for flere af de spirende amerikanske cykelbyer som New York, Chicago, Los Angeles, Portland og San Francisco.

Ambassademedlemmerne har også ydet rådgivning til forskellige byer og deltaget i workshops i både Shanghai og Buenos Aires – og mange steder derimellem. Endelig har Cykelambassaden netop gennemført sin første masterclass for den internationale organisation EMBARQ. Interessen fra udlandet er med andre ord stor, og den ser ikke ud til at falde.

 "Vi er kun lige begyndt. Danmarks værdi som cykelland er stærkt undervurderet - rigtig mange udenlandske byer sukker efter at finde hemmeligheden, der kombinerer vækst og bæredygtige byer. Og hvis vi virkelig er verdens lykkeligste folk, tænker de, at cyklen simpelthen må være en del af opskriften på at nå dertil!” siger Troels Andersen.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune er vært for receptionen, der afholdes torsdag d. 26/6 2014 kl. 17-19. Eventuelle spørgsmål kan rettes til ambassadesekretær Mai-Britt Aagaard Kristensen på mailadresse MAK@cyklistforbundet.dk