182

Cykelpoliti skaber dialog i Vollsmose

Siden politiet i Vollsmose i februar fik fire cykler tilknyttet, er det blevet lettere for dem at komme i dialog med borgene, når de færdes på to hjul frem for fire.

27. juni 2011

"En af vores vigtigste opgaver er at skabe og opretholde en dialog med borgerne, og der har cyklen virkelig vist sit værd," fortæller Per Franch, politikommissær og leder af nærstationen i Vollsmose, til Cyklistforbundet.

Han mener årsagen skal findes i cyklens mere imødekommende væsen, som er med til at nedbryde den naturlige barriere der er i mellem borgere og politi.

"På cyklen er vi samme sted," siger han, og fortsætter: "Det føles ikke lige så intimiderende, når vi patruljerer på cykel frem for at sidde afskærmet bag ruderne i en politibil."

Beboere tilfredse med cykelpoliti

Hos samarbejdsrådet, som består af repræsentanter fra de ni boligforeninger i Vollsmose, er formand Abdel Salam heller ikke i tvivl om, at det har hjulpet på dialogen blandt borgere og politi, at man nu kan møde betjentene på cykel.

"Dialogen er blevet meget lettere, og samtidig skaber det også en større tryghed i området," siger han.

Større sikkerhed på cykel

Hos politiet i Vollsmose vurderer man videre, at cyklen tilmed kan øge sikkerheden blandt betjentene, hvis der skulle opstå optøjer.

"Dem der laver ballade vil helst ikke ses, og vores udsyn er klart bedre på cykel. Og skulle det komme så vidt, kræver det også et helt andet mod at kaste sten efter en betjent på cykel end i bil," siger betjent Jan Lindhardt, og bemærker, at der ikke har været nogen alvorlige episoder siden cyklerne kom til.