Hov, hvor er cyklen? Et åbent cykelregister skal gøre livet surt for cykeltyve.

217

Politisk flertal kræver cykelregister

Politisk opbakning til Cyklistforbundets krav om cykelregister

Af Christina Britz Nicolaisen
21. maj 2013

Oppositionen kræver offentligt cykelregister

”Cykelregister skal nedbringe antallet af cykeltyverier, ” lyder overskriften i dagbladet Information i dag. Avisen fortæller, at et flertal uden om regeringen vil have oprettet et offentligt tilgængeligt cykelregister, alle kan slå op i på nettet. Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Enhedslisten kræver, at justitsminister Morten Bødskov gennemfører forslaget.

Forslaget fra et flertal i Folketinget kommer på baggrund af, at Cyklistforbundets igennem flere år har efterlyst netop sådan et offentligt register. Formålet med et register er at gøre det sværere for tyvene at sælge de stjålne cykler. Dermed vil man opnå en præventiv effekt, som kan reducere antallet af cykeltyverier.

”Når man snakker om, at det kan koste penge at oprette sådan et register, så må man jo tænke på, hvad vi sparer, hvis der ikke var så mange cykeltyverier. Vi snakker hele tiden om, at vi skal være verdens bedste cykelland. Men regeringen er fuldstændig passiv over for det her problem og tænker ikke på effekten på folks begejstring for at tage cyklen, når de lige har fået stjålet den for tredje gang,” siger Cyklistforbundets kommunikationschef Frits Bredal til Information.

Cyklistforbundet presser stadig på

Cyklistforbundet har netop indledt et samarbejde med Falck Cykelregister – et register, der er offentligt tilgængeligt for alle, inklusive politi og forsikringsbranche. Samarbejdet betyder, at alle medlemmer af Cyklistforbundet, der ønsker det, bliver omfattet af Falck Cykelregister – gratis.

Udover fordelene for Cyklistforbundets medlemmer, skal samarbejdet med Falck bruges til at lægge yderligere pres på politikere, politi og forsikringsbranchen - der et fortsat behov for et offentligt register. 

”Hvis det offentlige ikke har ressourcer til opgaven, må de gå sammen med en privat aktør, der kan hjælpe,” siger Cyklistforbundets Frits Bredal til Københavns Radio, der her til morgen fulgte op på historien i Information.

OPDATERING - MARTS 2014:
Cyklistforbundets samarbejde med Falck er ophørt

Fra 1. maj 2014 er medlemmer ikke længere dækket af Falcks cykelulykkesforsikring. Falck meddeleler, at deres  cykelregister  fremover vil være gratis for alle – ikke blot Cyklistforbundets medlemmer. 

Læs mere