0

Bliv certificeret som Cykelvenlig Arbejdsplads

Der er god fornuft og god økonomi i at gøre det attraktivt for medarbejdere at cykle til og fra arbejde. Med Cyklistforbundets certificeringsordning kan virksomheder både fremme medarbejdernes sunde hverdagstransport og vise verden, at man tager ansvar for medarbejdersundhed og sundhed.

Af Jane Kofod
20. juni 2018

Cykling til og fra arbejde er god motion, der øger arbejdsglæde og effektiviteten i virksomheden.

- Heldigvis får flere og flere virksomheder i disse år øjnene op for de store fordele, der ligger i at bakke op om medarbejdernes cykling til og fra arbejde. Det er meget positivt for den enkelte, fordi det er god hverdagsmotion. Men det gør også en stor forskel for virksomhedernes bundlinje, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.

Når en medarbejder skifter passiv transport ud med cykling, sparer det ifølge beregninger fra Københavns Kommunes Cykelregnskab virksomheden for fem sygedage om året.

Hverdagscykling gør også en stor forskel i forhold til at være en attraktiv arbejdsplads. Flere og flere medarbejdere oplever gode cykelforhold som et stærkt medarbejdergode, og de gode cykelforhold kan bruges i rekrutteringsarbejdet af nye medarbejdere.

Nye muligheder for at fremme sund og bæredygtig transport
Det gør en forskel, når ledelsen bakker op om medarbejdernes sunde og bæredygtige hverdagstransport. Derfor tilbyder Cyklistforbundet virksomheder at blive certificeret som Cykelvenlig Arbejdsplads.

- At blive certificeret giver virksomheder nye muligheder for at fremme medarbejdernes sunde hverdagstransport. Og det viser resten af verden, at her er en virksomhed, der tager ansvar for klima og medarbejdersundhed, siger Klaus Bondam.

Med certificeringen får virksomheden blandet andet:

  • Rådgivningsmøde med konsulent fra Cyklistforbundet
  • Undersøgelse af medarbejdernes transportvaner
  • Guld, sølv eller bronzecertifikat på virksomhedens certificeringsstatus
  • Logomateriale til brug for intern eller ekstern kommunikation
  • Rabat i Cyklistforbundets butik/webbutik til alle medarbejdere i den certificerede virksomhed

Læs mere Cyklistforbundet.dk/Cykelvenlig-arbejdsplads. Cyklistforbundet certificerer virksomheder over hele landet efter faste kriterier og fælleseuropæiske standarder.

DI: Medarbejdercykler gør en forskel
Senest har en ny analyse fra DI – Dansk Industri regnet på effekten af, at flere cykler mere: Hvis vi i Danmark cykler 10 % mere på årsbasis, kan der spares 267.000 sygedage. Og antallet af trængselstimer (et mål for antallet af timer med køkørsel), vil falde med seks procent i hovedstadsområdet.

Hos Dansk Industri kalder direktør Michael Svane fra DI Transport det for en rigtig god investering at sætte mere fokus på cyklingen og cyklisterne.

- Det er jo ikke nogen overraskelse at cykling generelt er god ting for det danske samfund. Men at effekten på både økonomien, folkesundheden og trængslen på vejene er så stor, kommer alligevel bag på mig. Det vækker til eftertanke, siger Michael Svane.

Han glæder sig samtidig over, at flere og flere virksomheder prioriterer medarbejderens sunde og bæredygtige transport:

- Vi kan se, at rigtig mange virksomheder har fokus på cykling, på firmacykler og på muligheden for at få lavet service på ens cykel i arbejdstiden, fordi vi ikke kan bygge os ud af trængslen på vejene – og fordi sundhedsgevinsterne er så store, siger Michael Svane til Jyllands-Posten.