248

Cyklist dræbt i højresvingsulykke

En 82-årig mand mistede i weekenden livet efter en højresvingsulykke. Cyklistforbundets landsformand håber at øget fokus kan være med til at forhindre yderligere dødsfald

09. januar 2012

Den lille stationsby Nørre Aaby 10 kilometer fra Middelfart var fredag det tragiske centrum for årets første højresvingsulykke.

Her svingede en bilist ind over den dobbeltrettede cykelsti på Bøgevej og påkørte en ældre mand. Han blev efterfølgende kørt til Odense Universitetshospital, hvor han døde natten til søndag.

Måske blændet af solen

Ulykken skete fredag klokken 14:50 og de foreløbige undersøgelser peger på at påkørslen muligvis skete, fordi bilisten blev blændet af solen og derfor overså den 82-årige.

Det fortæller politikommissær Kim Strømvig fra lokalpolitiet i Middelfart.

”Det er bestemt en mulighed, men den endelige undersøgelse ligger først klar om cirka 14 dage. Vi ved at cyklisten var på vej ned af bakke og derfor sandsynligvis havde ret høj fart på, da han ramte bilen,” siger Kim Strømvig til cyklistforbundet.dk

Langt mere sikkert i dag

Cyklistforbundets landsformand, Claus Steffen Hansen, er rystet over, at der kun skulle gå en uge af det nye år, inden en cyklist mistede livet i trafikken.

Han meldte sig oprindeligt ind i Cyklistforbundet på grund af et trafikuheld, hvor en lille pige mistede livet, og han har siden fulgt trafikdrabene i Danmark tæt.

”Det er blevet langt mere sikkert at være cyklist nu, end da jeg meldte mig ind sidst i 80’erne. Og det skyldes blandt andet det arbejde, Cyklistforbundet har udført,” siger han.

Højresving slår ihjel

Men selvom Danmark i 2011 oplevede det laveste antal trafikdræbte nogensinde, mener Claus Steffen Hansen at vi stadig har et stort problem i højresvingsulykkerne, fordi dødeligheden er så høj for den type ulykker.

”Sidste år mistede tre cyklister livet i højresvingsulykker. Det er selvfølgelig uheld alle sammen, og frygteligt også for dem, der sidder bag rattet, men uheldene sker fordi, bilisterne og lastvognchaufførerne ikke overholder deres vigepligt. Så simpelt er det desværre,” siger han.

Som noget nyt vil Cyklistforbundet – her på cyklistforbundet.dk – omtale ALLE alvorlige højresvingsulykker, der måtte komme i løbet af 2012.

Gode råd til at undgå højresvingsulykker