260

”Cyklister i hård anklage mod råd om støttekroner”

”Dansk Cyklist Forbund har klaget over Friluftsrådets fordeling af tips- og lottomidler. De forskelsbehandler og er inhabile, lyder kritikken” - sådan står der i dagens Politiken.

Af Frits Bredal
02. april 2012

Dagbladet Politiken bringer i dag en artikel om Friluftsrådets fordeling af tips- og lottomidler. Rådet har til opgave at fordele midlerne til organisationer og aktiviteter, som forbedrer befolkningens mulighed for at opleve naturen.

Cyklistforbundet har klaget over den måde, Friluftsrådet administrerer ordningen: "Det handler ikke kun om os, men om måden, vi administrerer bevillinger på, og om pengene bliver brugt til glæde for friluftslivet. Problemer er, at vi ikke mener, at det er det, man tager højde for, som det er i dag", siger Cyklistforbundets direktør Jens Loft Rasmussen til Politiken.

Cyklistforbundet har for flere måneder siden rettet sine kritiskpunkter direkte til Friluftsrådet - foreløbig uden at få noget svar. Den eneste reaktion har været den kommentar, som Friluftrådets direktør, Jan Eriksen, nu kommer med i Politiken:

"Vi tager da kritikken meget seriøst. Jeg ser frem til at drøfte det på vores generalforsamling", siger han. Generalforsamlingen finder sted d. 26. april.