Foto: Berit Hvassum

239

Mød Cyklistforbundet på Folkemødet

På torsdag starter Folkemødet på Bornholm. Cyklistforbundet vil vanen tro være til stede ved en række debatter og arrangementer. Læs med her og få et overblik over alle Cyklistforbundets aktiviteter på Folkemødet.

Af Lasse Hauschildt
10. juni 2014

Torsdag morgen drager Cyklistforbundet afsted til Folkemødet på Bornholm. ”Cyklistforbundet er en bred og folkelig organisation, så det er vigtigt for os at være tilstede på Folkemødet. Her har vi muligheden for at gå i dialog med borgere og beslutningstagere, og ikke mindst de mange hverdagscyklister vi repræsenterer,” siger direktør Klaus Bondam som du bl.a. kan møde på Folkemødet. Her får du det fulde overblik over Cyklistforbundets aktiviteter.

Torsdag d. 12. juni

 

15:00-16:00     Bløde trafikanter - fodgængere og cyklister i trafikken

Cyklistkultur! Hastighedszoner i byerne! Cykelhjelm! Højresvingsulykker! Sikkerheden for de bløde trafikanter er til debat. Hvad kan vi gøre for at nedbringe antallet af ulykker med fodgængere og bilister? Debat mellem folketingspolitikere, Dansk Cyklistforbund, FDM og Fodgængerforbundet.

Cyklistkultur! Hastighedszoner i byerne! Cykelhjelm! Højresvingsulykker! Sikkerheden for de bløde trafikanter er til debat. Hvad kan vi gøre for at nedbringe antallet af ulykker med fodgængere og bilister? Debat mellem folketingspolitikere, Dansk Cyklistforbund, FDM og Fodgængerforbundet.

Sted: Rådet for sikker trafik, Kæmpestranden.

16:30-17:00     Hvordan går det med det gensidige hensyn i trafikken?

Trafikken stiger, og antallet af trafikuheld falder. Gensidig forståelse imellem de forskellige trafikanter er med til at øge sikkerheden. I denne debat tager vi temperaturen på det gensidige hensyn i trafikken og spørger, om der stadig er skyttegrave, som har brug for at blive dækket til?

Sted: ITD, Ydermolen

Fredag d. 13. juni

12:00-14:00     Byt Kasketten – Transportdebat på hovedet

Vi udfordrer transportaktører til at bytte roller og sælge "konkurrentens" transportform. Hør fx FDM hylde cyklen og DSB beskrive bilens fortræffeligheder. Deltag i debatten om, hvordan vi sammen gør transport mere fleksibel og grøn.

Sted: Kærnehuset

16:00-17:00     Trafiksikkerhed

Mød DTL-Danske Vognmænds administrerende direktør, Erik Østergaard og Cyklistforbundets Klaus Bondam – under kyndig ledelse af Anders Krarup, der både har stort kørekort og kører på cykel – til en både munter og alvorlig samtale om trafiksikkerhed og dødsforagt på vejene.

Trængslen i trafikken er kun taget til. Og samtidig er distraktionerne mange: Musik, mobiltelefoner, kalenderen, regnvejret eller sommerbrune cykelben. Uanset, så er der meget der slås om opmærksomheden, mens vi burde tage vare på vores eget og hinandens liv og sikkerhed i trafikken. Hvad gør vi - og gør vi det rigtige - for at undgå ulykkerne? Dét vil Anders Krarup krydsforhøre Klaus Bondam og Erik Østergaard om under gode og afslappede rammer. Sikkerheden vil være i top under arrangementet.

Sted: Dansk Erhverv, Ydermolen.

Lørdag d. 14. juni

09:30-10:30     ”Hvad betyder bilen for dig og danskerne?”

AutoBranchen Danmark er værter for en afslappet samtale og debat om " Hvad betyder bilen for dig og danskerne?" med deltagelse af livsstilsekspert og bilelsker Christian Grau (fra " Kender du typen?"), direktør for Dansk Cyklistforbund Klaus Bondam og direktør i Horesta Katia K. Østergaard.

11:30-12:30     Produktivitet på rejsen

Rejsetid er spildtid lyder almindelig visdom, men er det stadig rigtigt? Hvilke muligheder har vi fået for at producere mens vi bevæger os? Deltag i debatten mellem en række centrale aktører, herunder Cyklistforbundet, DTL, DSB, Autobrancen og Transportministeriet og Dansk Erhverv.

Sted: Dansk Erhverv, Ydermolen.

14.45-15:45     Casino Royale – den store turnering om mobilitet i byen

Casino 21 afholder ”the grand turnament” om byens fremtid. Du kan påvirke "byens spidser”, når de battler om politiske dilemmaer og prioriteringer indenfor byernes transport. Det dygtigste hold vinder.

Sted: Pilekroen.

16:00-17:00     Opkoblet eller afkoblet – Infrastruktur i 2050

Debattens centrale fokus ligger på betydningen af store infrastrukturelle konstruktioner, såsom Femern-forbindelsen, Kattegatforbindelsen og højhastighedstoges betydning for danske regioner. Hvilke nye knudepunkter kommer til syne? Hvordan sikrer vi en fortsat udvikling af bæredygtige mobilitetsløsninger såsom den danske cykelkultur? Kan vi gøre det bedre og optimere de grønne løsninger?

Sted: Dansk Arkitektur Center, Kampeløkken Havn.