52

Cyklistforbundet på Folkemødet 2015

Fra d. 11.-14. juni, 2015 er der Folkemøde på Bornholm, og Cyklistforbundet skal med.

Af Laura Schou
04. juni 2015

Folkemødet er stedet, hvor en lang række beslutningstagere, interesseorganisationer og politikere samles.

Derfor deltager Cyklistforbundet og direktør Klaus Bondam igen i år i en lang række aktiviteter og debatter, hvor fokus på sundhedspolitik og en bæredygtig fremtid er på dagsordenen.

Cyklistforbundet har endvidere arrangeret en cykeltur med direktør Klaus Bondam og Bornholms Borgmester Winni Grosbøll på Folkemødet lørdag d. 13. juni. Med fødderne placeret solidt på pedalerne, skal der diskuteres folkesundhed, og vi har i den forbindelse følgeskab af en række delegerede fra Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen.

Følg med i Cyklistforbundets aktiviteter på Folkemødet på Twitter

Følg også direktør Klaus Bondam på:
 
Facebook
Twitter  
Instagram 

Se det fulde program over, hvad Cyklistforbundet deltager i på Folkemødet:

Torsdag d. 11. juni

Cykeltur til Allinge kl. 11.00-13.00

Direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam, Miljø- og teknikborgmester i Københavns kommune Morten Kabell og direktør i Region Hovedstaden Claus Bjørn Billehøj samt en række af landets førende ordførere indenfor transport-, miljø- og sundhedsområdet hopper i sadlen og cykler fra Rønne til Allinge-Sandvig og viser i fællesskab cyklen som et seriøst alternativt transportmiddel. Samtidig får resten af Danmark mulighed for at se, hvordan initiativer som en statslig cykelpulje skaber et stærkt tværkommunalt samarbejde og et fælles engagement, som er med til at gøre danskernes transportvaner grønnere og sundere.

Arrangør: Supercykelstierne

Sted: Nordre Kystvej 5, 3700 Rønne (ved Bornholms cykeludlejning) til Kampeløkke Havn, Allinge-Sandvig

Dialogprisen 2015: Lytning er det nye sort kl. 15.15-16.00

Kom med når direktør for Cyklistforbundet Klaus Bondam, skuespiller Hella Joof og futurist Louise Fredbo-Nielsen afslappet debatterer, hvordan man bliver bedre til lytte og få fest muligt ud af de fire dages mange dialoger. Arrangementet skal skabe opmærksomhed om Dialogpris, der uddeles sidst på ugen en politiker, der i særlig grad har lyttet og været i dialog med opponenter og borgere under Folkemødet.

Arrangør: Folkemødet. Dansk Folkeoplysnings Samråd. DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd. Kasters.

Sted: G22 MeningsMinisteriet - Allinge Havn, inder- og ydermole

Fremtidens by kl. 16.00-17.00

Storbyer i hele landet er i fuld gang med at trafiksanere bymidter. Nogle fokuserer på at mindske vejtrafikken, mens andre giver bedre adgang til bilerne. Men tager byerne højde for om det reelt er til gavn for byen, dens beboere eller erhvervslivet? Direktør Klaus Bondam i Cyklistforbundet debatterer med blandt andre miljø- og teknikborgmesteren i Københavns Kommune, hvordan vi får velfungerende byer i fremtiden. For kan erhvervslivet, fagforeningerne, kommunerne, bilisterne og cyklisterne blive enige, og hvilken retning skal vi gå i?

Arrangør: Dansk Erhverv

Sted: G6 Dansk Erhverv - Allinge Havn, inder- og ydermole

”Mads og meningerne” kl. 18.30-20.00

”Kasters i Nørregade” arrangerer en uformel sammenkomst og en uformel politisk seance på Folkemødet, hvor DR-vært Mads Steffensen indtager scenen med Ida Auken (RV), Anders Samuelsen (LA) og Nick Hækkerup (S). De vil sammen forsøge at knække moralske og politiske dilemmaer. Direktør Klaus Bondam i Cyklistforbundet er inviteret som gæst til det uformelle arrangement.

Arrangør: Kasters A/S

Sted: Kasters i Nørregade, plads K34 (over for Gæstgiveren)

Fredag d. 12. juni

Morgen netværk, grøn vækst i Greater Copenhagen kl. 09.00-09.25

Region Hovedstaden med regionrådspolitiker Jens Mandrup i spidsen, byder til morgen-netværk, hvor dialog er omdrejningspunktet. Her vil direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam deltage i et netværksarrangement om problemstillinger som: hvilke gevinster der er ved grøn og smart vækst, hvordan effektiv og bæredygtig mobilitet understøtter regionens vækst og hvori de erhvervsmæssige potentialer ligger ved at tænke erhvervspolitik og bæredygtighed sammen på en intelligent måde.

Arrangør: Greater Copenhagen – Region Hovedstaden

Sted: E16 Greater Copenhagen, Kampeløkke Havn

Workshop med Resonans, RUC og Odense kommune kl. 09.30-10.30

Hvordan bliver vores velfærd og fællesskab kilden til vækst og udvikling? En række af landets borgmestre har udnævnt Danmarks største problemstilling til at være vækst, økonomi og beskæftigelse. Direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam er inviteret som deltager i et innovationsteam af engagerede, kompetente og ambitiøse deltagere, der har lyst og engagement til at udfordre problemstillingen, dens løsninger og hinanden.

Arrangør: Konsulenthuset Resonans

Sted: E12, Kampeløkke havn

Folkekirkens Nødhjælp kårer årets folkekage kl. 11.00-12.00

Bag og debatter: Kagearkitekten og vinderen af ”Den Store Bagedyst”, Annemette Voss har udviklet to kager for Folkekirkens Nødhjælp med både lokale og internationale ingredienser. Direktør for Cyklistforbundet Klaus Bondam, Borgmester i Lejre Mette Touborg, Stifter af Alternativet Uffe Elbæk, Direktør for Københavns Madhus Anne-Birgitte Agger og Henrik Gundelach fra GAIN er inviteret til at prøvebage de nye ”delekager”, mens der tales om fødevarer, bæredygtighed og globalt udsyn.

Arrangør: Folkekirkens Nødhjælp

Sted: Pilekroen Allinge

Transportkamp: Battle of the Goods kl. 13.00-13.45

Godstogene siger, de kan gøre det grønnere. Skibene kan fragte mere. Lastbilerne er mere fleksible. Men hvem er bedst til at fylde dagligvarebutikker? Direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam er inviteret til at debattere/battle med blandt andre Michael Svane, branchedirektør, DI transport, Jacob Chr. Nielsen, direktør i ITD om den bedste transportform.

Arrangør: ITD

Sted: ITD-huset, Havnegade 21, Allinge

Lørdag d. 13. juni

SundBySundhed kl. 10.00-11.00

Direktør Klaus Bondam og formand Jette Gotsche i Cyklistforbundet er med som borgere af civilsamfundet, når LivingCityLab udvikler visionen for en ”livable” by. Her mødes ledere og administratorer fra den offentlige og private sektor med alle byboere og livsnydere, som har ønsker, behov og idéer til et liv i en ”Sund by” om helbred, miljø, kultur, fællesskab og nydelse.

Arrangør: LEAD Agency. CBS - Copenhagen Business School. Novo Nordisk.
Sted: B5 Løsningslaboratoriet - Nordlandspladsen

Vi cykler for sundheden: Cyklistforbundets cykeltur med Winni Grosbøll kl. 11.30-12.30

Cyklistforbundet har inviteret borgmester på Bornholm Winni Grosbøll og en række ledende danske sundhedsorganisationer, der sammen med bl.a. Cyklistforbundet er partnere i den store Ta’ Cyklen Danmark-kampagne. Med cykelturen sættes der fokus på, hvor vigtig fysisk aktivitet er for sundheden, og hvor stor en effekt cykling har på samfundsøkonomien. Den Nationale Cykelstrategi - som blev offentliggjort i sommeren 2014 – slår fast, at for hver kilometer vi erstatter bilen med cyklen, sparer vi det danske samfund for 7 kroner i forlænget levetid og styrket helbred.

Arrangør: Cyklistforbundet

Sted: Danchells anlæg (start)

Bispen og Bondam, debat om grøn kirke og cykelkirke kl. 17.30-18.15

Fadervor og cyklen er en del af den danske identitet. Af samme grund kan folkekirken og Cyklistforbundet lære af og inspirere hinanden. Det mener biskop Peter Fischer-Møller og Klaus Bondam, Cyklistforbundet. Hør bispen og Bondam i en spændende samtale med skæve vinkler og gedigen pedalkraft.

Arrangør: Bo Nygaard Larsen, Roskilde Stift, Folkekirken.

Sted: G23, Folkekirkens telt, Allinge havn, inder- og ydermole.