60

Debatindlæg: Børns transport kræver opmærksomhed

Cyklistforbundet, Dansk Skoleidræt samt Skole og Forældre er gået sammen i en fælles appel til skoler og politikere: Børns transportvalg er et voksenvalg.

Af Lasse Skou Hauschildt
01. september 2015
Mere end 60.000 elever er netop startet i skole. Ca. 20.000 af dem bliver kørt i skole. Det er en bekymrende samfundsudvikling, mener Niels Grinderslev, generalsekretær i Dansk Skoleidræt, Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet og Mette With Hagensen, landsformand i Skole og Forældre, der i et fælles debatindlæg i Berlingske råber vagt i gevær.

”Danske forskere har påvist, at børn, der cykler eller går til skole, er sundere, trives bedre og lærer mere. De bevæger sig desuden mere resten af dagen og har gennemsnitligt mindre risiko for at udvikle alvorlige sygdomme som voksne. Det er langtfra ligegyldigt, om de cykler, går eller kører på løbehjul – eller fragtes passivt i bil eller bus”, lyder det fra lederne i de tre organisationer.

En ny undersøgelse viser, at der blandt befolkningen er massiv opbakning til at børn skal have mulighed for at cykle til skole. Faldet i aktiv transport er altså ikke et bevidst tilvalg, men en utilsigtet virkning af skolesammenlægninger, og dermed længere og mere utrygge skoleveje.

”Mange skoler og kommuner har allerede succes med kampagner som Cyklistforbundets Alle Børn Cykler og Dansk Skoleidræts Gåbusser, hvor større elever følger yngre på vej – to tiltag, der gennemføres i samarbejde med TrygFonden. Men indsatser som disse kan ikke stå alene. Det er vigtigt, at også skoler og skolebestyrelser arbejder med færdselslære og sikker skolevej.” skriver de i debatindlægget.

”Langt de fleste børn vil gerne den aktive transport. Lad os give dem muligheden,” slutter de tre debattører, og opfordrer derfor den enkelte skole til at have en transportpolitik, hvor trafik og sunde transportvaner er på dagsordenen i dialogen med børn og forældre.