Af stegt fiskefilet og af blomstrende syrener - sådan kan en cykelvej dufte. Fotos: Shutterstock

289

Sådan dufter min cykelvej!

Der er noget i luften, fandt vi ud af, da vi under "Vi cykler til arbejde" spurgte deltagerne: Hvordan dufter din cykelvej? Over 200 cyklister svarede, og de skrev om dufte fra stegt fisk til gylle og syrener.

Af Rikke Ravn
11. juni 2012

Der er en duftserie på vej til Ib Rønn Pedersen. Han vandt konkurrencen "Duft din cykelvej",, som vi udskrev under "Vi cykler til arbejde". 

"Min cykelvej dufter af gul rapsmark - gylle - nyslået græs - minkfarm - Limfjorden - og måske lidt bilos", skrev Ib. 

Dommerkomiteen fandt, at Ibs næse opfangede så varierede dufte, at han vandt over 200 andre deltagere.

Der var i den grad noget i luften, da konkurrencen kørte - her kan du snuse til nogle af de bedste bidrag: 

"At cykle er at leve – sanserne skærpes. Duften af tang, vand, syrener, kirsebærblomster og nypløjet mark blander sig i en skøn sansesamling. Også er der min trofaste følgesvend høgen Arne – den dufter ikke, men er et syn for guder".
Charlotte D. Winther

"Da jeg cykler via Esbjerg havn, oplever jeg ofte en harmoni af hørm: stegt, røget fiskefilet blandet med benzindampe. En ubehagelig kombination, man ikke skulle tro mulig".
Dan Baun

"Det afhænger af årstiden. For et par uger siden var det gyllen, der kildede i næsen, nu er det foråret".
Ivar Karrebæk Askøe

"Mmm, min vej dufter af nybagte kammerjunkere, isvafler m.m., for der ligger en kagefabrik ikke langt fra, hvor jeg bor. Når vinden kommer fra den retning, rammes jeg af den skønne duft, når jeg cykler af sted på arbejde om morgenen" 
Tanja Weywadt Andersen

"Lige for tiden dufter den lidt af gylle det meste af vejen. Men når jeg drejer ind af Damsbrovej, dufter der af får og uld. Og når jeg så kommer op til Foldby, dufter der af nybagte boller og nyudsprungne blomster :-)"
Marie Gamborg Obel

"Jeg lægger hverken mærke til dieselnoterne fra lufthavnen eller saltvandsbrisen fra Øresund, for jeg har alt for travlt med at more mig over, hvor nemt det går at cykle 15 km til arbejde på min nye el-cykel. Tænk at grine hele vejen til arbejde - det er vildt".
David Kiertzner

"Åh min vej dufter fantastisk! Jeg cykler hver dag fra Vesterbro til Amager over Bryggebroen. Her oplever jeg dufte af blomster, græs og dug, heste og ser næsten dagligt et rådyr springe over stien på Fælleden. Det er den bedste arbejdsvej, som jeg kender, og en af årsagerne til, at jeg ikke kan skifte job!"
Jacob S Bojsen

"40 km i styrtregn og hård vind fra vest, på Jyllands vestkyst. Min vej dufter garanteret af Vesterhav, men jeg glæder mig til duften af frisklavet kaffe når jeg når hjem :-)"
Konrad Graakjær



Dét kan du gøre

  • Snus ind - få alle duftene med, når du cykler. 

Emneord: Pendling