Mikkel Østergaard

71

En weekend i cyklens og naturens tegn

Weekenden byder på spændende natur- og cykelaktiviteter flere steder i landet. Vi giver her et overblik over cykelaktiviteterne i Aalborg, Odense, Furesø og Rudersdal.

Af Lasse Skou Hauschildt
12. september 2014

Bæredygtighed i Aalborg

I weekenden er der bæredygtighedsfestival i Aalborg, hvor byens børn bl.a. kan prøve Cyklistforbundets cykellegebane.

”I Aalborg vil vi jo mægtig gerne have flere op på cyklen og skaffe flere bæredygtige trafikanter til fremtiden. En af måderne er at give børnene muligheder på cykel helt fra starten af livet”, siger formand for Cyklistforbundets afdeling i Aalborg, Mike White.

Cykellegebanen vil være at finde på Gabels Torv i perioden 13.-20. september og er åben 10-17 hver dag.

Bæredygtighedsfestivalen har også tilbud til de større cyklister. Søndag d. 14. september byder Cyklistforbundets Aalborgafdeling nemlig på en gratis guidet cykeludflugt rundt til forskellige udsigtspunkter i Aalborg og Nørresundby. Tempoet bliver så de fleste kan følge med.

Læs mere om bæredygtighedsfestivalen her, og Cyklistforbundets cykeltur her

Fjordens Dag i Odense

I anledning af Fjordens Dag kan du søndag d. 14. september tage med Cyklistforbundets Odenseafdeling på cykeltur rundt om Odense Fjord. Turen er 70 km lang, og der er indlagt stop ved Klintebjerg, Enebærodde, Lodshuse og Boels Bro. Turen starter og slutter ved Rådhuspladsen, Flakhaven Odense. Fjordens dag er en del af Naturens Dag

Læs mere om Fjordens Dag her, og om Naturens dag her.

Store Cykeldag i Furesø

Søndag d. 14. september er der Store Cykeldag i Furesø Kommune med Flyvestation Værløse være omdrejningspunkt.  Der er lagt op til en dag fuld af oplevelser for hele familien med et tætpakket program for alle størrelser.

Du kan prøve en el-cykel eller en mountainbike, og 6. klasserne fra de lokale skoler vil præsentere de hjemmelavede cykler, som de selv har bygget.

Som noget nyt er Furesøs mobile cykelbane, motionscykelløbet Bastrup Sø Rundt og DM i Liggecykling med på programmet – ligesom du kan møde medarbejdere fra Cyklistforbundet og høre om forbundets arbejde.

Læs mere om Store Cykeldag i Furesø her.

Cykel-Tour i Rudersdal

Lørdag d. 13 kan du komme med på den årlige Cykel-Tour i Rudersdal Kommune. Den lokale afdeling af Cyklistforbundet arrangerer fire guidede cykelture, hvor der undervej bl.a. bliver fortalt om arkitekturen og områdets skønne natur.

Der vil være medaljer til børnene og lodtrækning om præmier til alle.

Læs mere om Cykel-Touren i Rudersdal her.