95

Fuckfingre på cykelstien

Cyklistforbundet opfordrer til god opførsel på cykelstien. Opfordringen kommer i artikler i Berlingske.

Af Frits Bredal
23. juni 2014

”Pladsmangel på cykelstierne forøger de vrede tilråb og hurtige ”fuckfingre” – sådan lyder overskriften i en artikel i Berlingske lørdag.

”En voldsom stigning i antallet af cyklister i København og en tiltagende trængsel i trafikken skaber en kritisabel adfærd blandt trafikanterne,” skriver avisen, der bl.a. har talt med Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam:

”Der er uendeligt meget godt at sige om den cykelkultur, vi har i Danmark, og som sammen med Holland er helt unik. Men når vi ”overfalder” hinanden verbalt og indimellem også fysisk i trafikken stikker det dybt i vores kultur og begrænser sig ikke kun til vores opførsel i trafikken,” siger Klaus Bondam til avisens 1. sektion.

Samme lørdag uddyber Cyklistforbundets direktør sine synspunkter i sektionen ”Fri” i Berlingske:

”Vi har meget med at holde på vores RET. Jeg har RET til at køre 95 kilometer i overhalingsbanen på motorvejen. Og jeg har RET til at cykle ved siden af ham, jeg følges med, så andre ikke kan komme forbi på cykelstien. Det, tror jeg, er et meget dansk fænomen,” siger Klaus Bondam og fortæller om en oplevelse, han havde, mens han selv cyklede gennem det indre København:

”En kvinde kørte på en ladcykel med et barn, mens hun talte i mobiltelefon. Der var trafikeret, og mobiltelefonen fratog hende den opmærksomhed, som er afgørende i trafikken. Jeg sagde til hende, endda med et smil: Måske skulle du droppe telefonen, mens du cykler?

Svaret til mig var en fuckfinger, hvilket for mig er en meget voldsom reaktion. Og så kørte hun ellers videre, mens hun snakkede i telefonen.«

I artiklen i Berlingske sammenligner Klaus Bondam med trafikkulturen andre steder i Europa og nævner det belgiske folkefærd som et eksempel. 

”De er mere smidige, og holder ikke så hårdnakket på deres ret. Belgierne siger altid ordentligt goddag og farvel, når de er i butikker. De hilser på postbuddet, og de slår ikke blikket ned, hvis de står i en elevator sammen med andre. Man nikker og hilser.

Det smitter af i hele deres måde at omgås hinanden på, også i trafikken, hvor de er ekstremt gode til at give plads og vise overskud. Deres lunte er ikke nær så kort." 

I  artiklen foreslår Klaus Bondam, at udviklingen om bedre trafikal adfærd bl.a. kunne begynde på de sociale medier og nævner Facebook.

”Hver gang, man har en positiv oplevelse på cykel eller i bil, hvor andre viser overskud og giver plads, kunne man skrive om det i den gruppe, der hedder »Fucking flink«. Det ville være en begyndelse,”  lyder hans opfordring.