157

Gratis morgenmad til cyklisterne

Vi Cykler til Arbejde kampagnen varmede op med gratis rundstykker her til morgen.

05. april 2011

Tusindvis af gratis rundstykker røg ned i halsen og cykelkurven her til morgen. Forretningsmænd i jakkesæt på vej til arbejde, kvinder i høje hæle, børn på egne cykler, bagpå eller foran på mors eller fars cykel - alle tog de imod de små bagerposer, som morgenmadsuddelerne rakte ud til dem på cykelstier i byer over hele Danmark:

"I forhold til tidligere, hvor jeg har været med, er der endnu flere børn i år", bemærkede Bo Asmus Kjeldgaard, Teknik- og Miljøborgmester i Københavns Kommune. Han var en af de mange frivillige, der deltog i arrangementet, der er en form for appetitvækker til den landsdækkende kampagne Vi Cykler til Arbejde. 

"Dronning Louises Bro her i København er i forvejen verdens travleste cykelsti, og med så mange børn på to hjul, ser det godt ud for fremtidens cyklisme i den danske hovedstad", sagde borgmesteren, mens han stod med favnen fuld af rundstykker.

Også direktøren i Dansk Cyklist Forbund, der står bag Vi Cykler til Arbejde kampagnen, langede rundstykker over cykelstien:

"Folk smiler og er glade, når vi rækker dem en bagerpose med friske rundstykker. Der var sågar en hel del hunde, der fik sig en bolle at bide i, mens de sad foran på ladcyklen. Det er en god optakt til Vi Cykler til Arbejde kampagnen, der jo i høj grad også handler om at have det sjovt og hyggeligt sammen", sagde Jens Loft Rasmussen.

VCTA-kampagnen afholdes i maj måned.

Læs mere om kampagnen på

Emneord: Motion, Kampagner