Cyklistforbundet kræver blandt andet et lovpligtigt orienteringsstop og kamera på siden af alle lastbiler.

311

Højresvingsofre er ikke hensynsløse cyklister

Debatten raser efter lørdagens tragiske højresvingsulykke. Nu har transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) inviteret Cyklistforbundet til et møde med transportbranchens parter for at finde en løsning.

Af Christina Britz Nicolaisen
01. oktober 2013

To fatale højresvingsulykker i september måned har igen sat gang i trafiksikkerhedsdebatten. I begyndelsen af september mistede en 10-årig pige livet i en højresvingsulykke i Valby og i weekenden blev en 20-årig kvinde dræbt af en højresvingende lastbil i det indre København.

Som følge af ulykkerne har transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) nu inviteret Cyklistforbundet og transportbranchens øvrige parter et møde, hvor en ny strategi til bekæmpelse af højresvingsulykker skal udarbejdes. I invitationen til Cyklistforbundet skriver ministereren blandt andet:

"Vi har i år set en kedelig tendens til en stigning i antallet af højresvingsulykker i forhold til antallet de seneste år. (...) Jeg har derfor bedt mine embedsmænd om at arrangere et møde, hvor de relevante parter i branchen kan drøfte idéer til løsninger og tiltag, som kan indgå i Trafikstyrelsens og Vejdirektoratets videre arbejde".

Blinde vinkler er uacceptable

Ministerens initiativ glæder Cyklistforbundet, der gentagne gange har foreslået et lovpligtigt orienteringsstop og kameraer på siden af alle lastbiler - krav som Cyklistforbundet vil tage med til mødet med d. 22. oktober.

"Vi finder det uacceptabelt, at der er en blind vinkel - at chaufføren har et område, han ikke kan se. Det håber vi, at alle kan være enige om. Selvfølgelig skal chaufførerne klart og tydeligt kunne sig og orientere sig. Det er dét, vi må arbejde hen imod", siger Cyklistforbundets kommunikationschef Frits Bredal til Politiken.

Ofrene overholder reglerne

Det er en myte, at højresvingsulykkerne er cyklisternes egen skyld, fastslår Cyklistforbundets kommunikationschef. Han påpeger, at ofrene i de fleste tilfælde tværtimod er kvinder, der kører pænt og hensynsfuldt, og som har tillid til medtrafikanterne:

"Det er ikke de hensynsløse cyklister, der bliver kørt ned i de her ulykker. Problemet bliver ikke løst ved at sætte ind over for cyklister, der ikke kører ordentligt. Det er ikke dem, der bliver kørt ned", siger Frits Bredal til Politiken

Læs hele artiklen i Politiken