Iskoldt begær: Ny glatførevideo med gode råd til vintercyklisterne

244

Iskold glatførevideo

Ny video hjælper cyklister gennem vinterføret

Af Frits Bredal
05. december 2012

Hvordan cykler du sikkert og komfortabelt gennem vinteren? Hvordan bremser og styrer du cyklen, når is og sne dækker stier og veje?
 
Hverdagscyklister i alle aldre får nu hjælp til at klare sig sikkert og godt gennem vinterføret. En ny video på YuoTube får premiere netop som vinteren har gjort stier og veje glatte. Videoen guider cyklister til en sikker cykelvinter med cykelglæden i behold.

Se videoen

Bag den nye video står Cyklistforbundets afdeling i Aalborg Kommune.  
 
Kursus for hverdagscyklister
Den nye video præsenteres sammen med et gratis glatførekursus for cyklister torsdag d. 6. december kl. 15.00 - 16.30 på C.W. Obels Plads i Aalborg centrum. Ved kurset i Aalborg kan interesserede cyklister opleve og afprøve teknikkerne i vintercykling ”live”.

Instruktøren på den nye video, Thomas Pedersen, 35 år, er ekspert i glatførecykling. Han cykler mountainbike og er aktiv vintercyklist. Thomas Pedersen vil på kurset vise cyklisterne, hvordan de skal gebærde sig, når de kommer på glat is. De modigste cyklister kan desuden udfordre isen på cykel med pigdæk på en skøjtebane. 

"Dansk cykelkultur skal udfolde sig hele året. Det kræver at kommunerne rydder stier og veje. Og at vi som cyklister træner i at færdes sikkert i vinterføret. Vi håber, at den nye video kan holde cykelglæden varm, selv om vinteren byder på kulde og glatte kørebaner," fortæller Mike White og Michael Levisen Nielsen fra Cyklistforbundet i Aalborg Kommune.
 
For mere information: Mike White, tlf. 2447 7760, mhwden444@hotmail.com. Eller Michael Levisen Nielsen, tlf. 6150 3635, nilemi@msn.com.