50

Kampagne skal dæmpe vejvreden

Vreden mellem bilister og motionscyklister på landevejene skal stoppes, lyder det fra Cyklistforbundet, FDM og en række andre organisationer, som står bag en ny undersøgelse – og en kommende kampagne.

Af Martin Burlund
23. marts 2015

Råb, fuck-fingre og trusler er efterhånden normalt, når bilister og motionscyklister skal færdes på de samme veje. Det viser en ny undersøgelse om trafikkulturen på landevejene, som Cyklistforbundet, FDM Danmarks Cykle Union, Dansk Triatlon Forbund, DGI, og Rådet for Sikker Trafik har foretaget blandt bilister og motionscyklister.

Organisationerne er enige om, at der brug for, at både cyklister og bilister bliver langt bedre til at vise hensyn overfor hinanden på landevejene, inden problemerne vokser yderligere.

”Adfærden skal ændres, så begge parter kører både mere hensigtsmæssigt og hensynsfuldt. Men der når vi kun hen, hvis begge parter starter med at anerkende hinandens ret til at færdes på vores fælles veje. Vi skal jo være der alle sammen, ” siger Klaus Bondam, som er direktør i Cyklistforbundet

Fælles kampagne

Organisationerne har derfor givet hinanden håndslag på at iværksætte en række kampagneinitiativer i de kommende år. De skal rettes mod både motionscyklisterne og bilisterne, for undersøgelsen viser klart, at den dårlige adfærd findes i begge grupper – og to tredjedele af de adspurgte mener, at problemet er stigende.

”Selv om man føler, at en flok af cyklisterne ikke overholder færdselsreglerne og trækker nok ind til siden, så er motionscyklister stadig bløde trafikanter. Bilister skal derfor vise ekstra agtpågivenhed i trafikken, også selv om den anden part måske ikke viser hensyn,” udtaler afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.

Fakta fra undersøgelsen:

65 % af bilisterne er irriterede over motionscyklisterne

50 % af cyklisterne har oplevet vejvrede eller chikane

37 % af cyklisterne føler sig utrygge på landevejen

Læs mere på FDMs hjemmeside.