147

København cykelfestede

2000 cyklister listede sig i aftes gennem København i Cyklistforbundets cykelparade på VM-ruten

21. september 2011

Tietgensgade, København, i aftes.

Fra kl. 18 myldrede journalister, turister og tusindvis af københavnske cyklister til gaden indtil hele stykket mellem H.C. Andersens Boulevard og Bernstorffsgade til sidst var pakket til randen. Der blev ventet. Afgang klokken syv.

Spontan koncert for ringklokke

Inde bag hegnet til Tivoli, der flugtede med den ventende cykelparade, stod folk som altid i kø for at blive lukket ind til deres foretrukne forlystelse.

Forlystelsen ude på cyklernes side af hegnet var en anden type, men stemningen i køen var den samme. Der blev hyggesnakket. Lidt utålmodigt, men først og fremmest forventningsfuldt.

Klokken syv rent startede ringklokke-koncerten og spredte sig op gennem Tietgensgade indtil sluserne endelig blev åbnet og de tohjulede med overborgmester Frank Jensen i front langsomt kurvede sig ud på boulevarden.

Den fredeligste konkurrence

”Så ta’r vi cyklerne frem!” sang en større gruppe teenagere med dåseøl i cykelkurvene, mens de rundede ud på VM-ruten og storsmilede til de fremmødte tv-kameraer.

De var der alle sammen: ladcykler, racercykler, almindelige og knap så almindelig hverdagscykler, ethjulede i lille og stort format, børnecykler. Endda nogle få løbecykler til de allermindste.

To drenge, den ene mindre end den anden, lagde hårdt ud og konkurrerede med hinanden om at overhale så mange medcyklister som overhovedet muligt.

Når kortegen skulle igennem de smallere passager havde børnene en klar fordel. Hastigheden kom til tider så langt ned at den fredeligste cykeltur nogensinde kortvarigt måtte standse op for ikke at vælte. De voksne trak grinende på skuldrene, mens de mindre cyklister trak forbi i et umuligt lavt tempo. Indtil flere forældre var nødt til at skramle gennem rækkerne for at indhente flugtkongerne.

So ein Ding-ding muss ich auch haben

Nogle få biler havde forvildet sig ind i mængden, men blev forsigtigt guidet ud på den rigtige side af afspærringerne under venlige ding ding fra cykelparaden. En af bilisterne stak grinende hovedet ud af sideruden og råbte påtaget opgivende:

”Så sidder jeg så her… jeg vidste, jeg skulle have taget cyklen i dag!”

Turen gik forbi Nyhavn, gennem gården foran Christiansborg og henover brostenene ved Amalienborg. I midten af paraden holdt Karmakanonens cyklende lydanlæg energien i vejret og blev hilst med vink og tilråb – og en hel del flag – af fodgængere og klappende børn, der så på oppe fra 3. sal.

Da cykelparaden ramte Jarmers Plads valgte en del at fortsætte festen med en fadøl på fortovscaféen, mens andre stille og roligt satte kursen hjemad.