På frivillig basis står Lars Pedersen for det praktisk udlån af elcykler i Spentrup. Foto: Mikkel Østergaard

Lån et nyt liv

Lån en elcykel med hjem, når du er i Brugsen efter mælk og sukker. Sådan gør de i Spentrup nord for Randers. Kommunen står bag ideen, og den enkle tilgang virker. Hver femte person, der låner en elcykel her, ender med at købe en selv.

Af Rikke Ravn Faber
20. december 2016

Før solen står op, cykler en mand ad stier og smutveje gennem landskabet. Han suger alle naturens dufte til sig i farten. Der er emmen fra den fugtige jord, landbrugets skiftende aromaer – og den friske luft, som stadig hænger i jakken, når han sætter sig til rette i lastbilen nede på Randers Havn.

Peter Sørensen, hedder den cyklende mand. Han bor i landsbyen Spentrup og arbejder som lastbilchauffør hos stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller i Randers. De 12 km fra Spentrup til havnen plejede Peter at køre i sin bil. I dag kommer bilnøglerne primært op af skuffen, når han skal købe ind eller ud at køre med campingvognen. Peter Sørensen er blevet en inkarneret elcyklist.

Det bakkede land

Ret beset er Randers ikke den plet på Danmarkskortet, hvor det er mest oplagt at cykle, for både byen og oplandet er stærkt kuperet. Alligevel cykler hver femte randrusianer dagligt, og kommunen er fast besluttet på at få flere pendlere i sadlen.

"Vi har mange bakker, konstaterer kommunikationsmedarbejder Britt Møller fra Randers Kommune: "Og så snart du er ude af Randers by, har vi også åbne vidder og blæst. Sådan er det jo på landet".

Endelig er der det benspænd for cyklismen, at folk pendler langt i Østjylland.
"Vi kører til Horsens, Aarhus, Aalborg osv. De fleste har bil nummer to, og bilen er bare det indlysende førstevalg. Hos os er cyklenet tilvalg, og den bliver typisk valgt til af folk, der vil have noget mere motion ind i
hverdagen".

I striden mod bakker, blæst og lange afstande er elcyklen et af de kort, kommunen har på hånden. For at vise borgerne, hvad elcyklen kan, har man de seneste år eksperimenteret med forskellige typer af udlån til private og virksomheder.

En af dem, der har lånt sig frem til cykelglæden, er Peter Sørensen. Han havde for længst konstateret, at han ikke orkede at forcere de mange højdemeter mellem hjemmet og arbejdspladsen på sin almindelige cykel. Men en dag, hvor vejret var usædvanligt godt, lod han sig overtale til at låne en elcykel på sin arbejdsplads. "Og det giver jo et gevaldigt skud bagi!", konstaterer han uden omsvøb.

Lån cyklen i Brugsen

Faktisk var Peter Sørensen så glad for lånet, at han inspirerede hele fem kollegaer til også at prøve en elcykel. Og efter testperioden blev det ved med at hænge i baghovedet, hvor glat turen gik på elcyklen.

Så da Peter Sørensen nogle måneder senere læste i sin avis, at han nu kunne låne en
elcykel i sin hjemby Spentrup, slog han til uden tøven. Cyklen skulle bare bestilles på nettet, hentes nede i den lokale brugs – og så ville den være hans i en måned.

"Jeg bookede først en måned. Og så var jeg heldig at booke en måned mere", husker han: "Og så købte jeg altså to styk cykler, en til mig og en til min kone".

Motionen på elcyklen betyder, at Peter Sørensen i dag er tyve kilo lettere end dengang, han kørte i bil til arbejde, og at han har mindre bøvl med ryggen end før.

"Man kan jo bare give den gas på cykelturen", som han siger: "Elcyklen skal jo kun hjælpe, den skal ikke overtage hele herredømmet!

Send flere cykler

Nede i SuperBrugsen, hvor lånecyklerne står, konstaterer uddeler Lars Pedersen, at Peter Sørensen langt fra er den eneste i Spentrup, der har lyst til at prøve en sundere transportform af.

"De fem elcykler, vi har her, er faktisk for lidt. De er jo konstant ude at køre", siger Lars Pedersen. Og selv om brugsuddeleren ikke personligt vil bytte sin racer til en elcykel, forstår han til fulde sine kunders ønske om lidt medvind op over bakkerne. Det er derfor, han har sagt ja til at have kommunens elcykler stående i en container uden for Brugsen og at holde styr på, hvem der henter og afleverer cykler.

Smartest i sparekassen

Også i andre oplandsbyer kan borgerne låne sig til en cykel med motor. I Langå sydvest for Randers henter borgerne deres lånecykler hos cykelhandleren. Og i Assentoft mod øst er det den lokale sparekasse, der langer cykelnøgler og batterier over skranken.

"Det lyder nok lidt mærkeligt at hente en cykel i banken", siger Britt Møller fra kommunen. "Men vi har været ude i hver by og tale med folk, der kender byen og de lokale. Vi har spurgt dem, hvad der vil virke her, og så
har vi fundet steder, hvor udlånet kan køre. I Assentoft har de en sparekasse, de er glade for – og så er det der, vi skal være!"

Fælles for udlånsbyerne er det, at de fleste lånere er folk, der plejer at køre i bil. Efter udlånet er der færre, der tager bilen til arbejde, viser en evaluering af projektet, som kommunen lavede i foråret.

Og hver femte af dem, der låner en elcykel, ender som Peter Sørensen med selv at købe en af slagsen.

Som ringe i vandet

I foråret blev Britt Møller fra kommunen ringet op af borgerforeningen fra landsbyen Lem, som også gerne ville låne elcykler ud. Så nu er der fire udlånssteder - og skulle man ikke bo i Spentrup, Assentoft, Langå eller Lem, kan man sagtens låne en cykel alligevel.

"Vi er ikke så bureaukratiske. Hvis man er borger i Randers og vil skifte bilen ud med cyklen på vej til arbejde, så kan man låne en cykel", gør Britt Møller det klart. Hun ser ofte elcykelglæden smitte fra nabo til nabo og fra kollega til kollega.

"Vi lånte fx en elcykel til en af de ansatte på cremefabrikken i Fårup. Hun plejede at køre i bil sammen med en kollega, men fik overbevist kollegaen om, at de skulle have lidt motion. Så nu står de tidligere op og tager turen på elcykel. "Og de møder altså før, det rigtig bliver morgen".

Svært uden cykelpulje

Lidt uden for Spentrup bor Jens Peter Hansen fra Cyklistforbundets hovedbestyrelse. Han er byrådsmedlem i Randers (V) og var tilbage i 2009 med til at sætte skub i det lokale udlån af elcykler.

En tidlig morgen kan det hænde, at han møder de cyklende damer fra cremefabrikken.

"Så løfter vi lige en hånd og hilser. Det gør man jo på cykel", siger han: "Og det er altså en glæde for mig at se, hvordan borgerne tager imod de her elcykler og får nye vaner. Så det ærgrer mig, at arbejdet med cyklismen går i stå, nu hvor vi ikke længere har en statslig cykelpulje at søge tilskud fra. Det har meget alvorlige konsekvenser, at kommunerne skal forsøge at løfte det hele alene".

Bilister går glip af noget

Peter Sørensen fra Spentrup bliver dog ved med at cykle. Han synes, at dem inde i bilerne går glip af noget.

"De 25 minutter på cyklen, hvor fuglene synger, og man stryger forbi trafikkøen ud af byen, er altså en ubetalelig oplevelse", siger han.

 

 

Læs mere

  • Denne artikel blev bragt i medlemsmagasinet CYKLISTER efterår 2016.
    Læs hele magasinet online og gå på opdagelse i arkivet her
  • Læs mere om elcykler