Ayfer Baykal optræder på listen over de mest magtfulde mennesker i dansk cyklisme. Foto: Ursula Bach

217

Magten i dansk cyklisme

Se de 20 mest magtfulde mennesker i dansk cyklisme

Af Frits Bredal
11. september 2012

En liste med de 20 mest indflydelsesrige mennesker i dansk cyklisme – det får du her!

Formålet er at pege på nogle af de nøglepersoner, der gør – eller kan gøre - en positiv forskel for danske cyklister. Og samtidig få et billede af, hvor mange forskellige typer og kompetencer, der skal spille sammen på cykelområdet.

Listen er ikke opdelt i kategorier, men den rummer både politikere, trafikplanlæggere, forskere, de kommercielle og de kreative.

Det er en subjektiv liste. Præsenteret i alfabetisk rækkefølge. Den er hverken definitiv eller på nogen måde udtømmende. Mange, mange andre kunne tilføjes, og vi sender en varm tanke til nogle af dem, der ikke kom med i denne omgang. F.eks. Cykelmyggen Egon, cykelsmeden på Christiania eller afdøde Povl Kjøller, manden bag den evige cykelsang.

Selvom der selvfølgelig er masser af berøringsflader mellem sportscykling og hverdagscyklisme, beskæftiger denne liste sig udelukkende med hverdagscyklismens frontkæmpere. Der er med andre ord ingen grund til at lede efter Bjarne Riis.

De vigtigste på listen er selvfølgelig de mere end 4,5 millioner mennesker, der slet ikke er omtalt ved navns nævnelse - de danske cyklister selv!

Her er listen – hvem synes du mangler?

Andersen, Troels:

Formand for Cycling Embassy of Denmark, men vi tager et citat fra hans egen hjemmeside, der er lige så saglig som manden selv: 

”Jeg er civilingeniør med speciale i trafikplanlægning, og jeg har 20 års erfaring fra opgaver i bl.a. Odense, Århus, København og udlandet mv.”

Baastrup, Anne:

”Klimaindsatsen og den grønne trafik har trange kår. Det er en udvikling, der skal vendes,” skriver SF’s trafikordfører på sin hjemmeside. I en verden uden betalingsring skal SF finde på noget andet. Forhåbentlig husker Anne Baastrup cyklerne, når byernes trængselsproblemer skal løses. Foreløbig har hun været med til at bevilge 189 millioner kroner til supercykelstierne.

Baykal, Ayfer:

Cykelborgmester i en af verdens førende cykelbyer. Cyklen er det effektive visuelle ikon for en by, der vil være verdens første CO2-neutrale hovedstad. I substansen er København på flere områder bagefter Amsterdam, men cykelsekretariatet hos Københavns Kommune har sans for markedsføring: Fodhvilere og skraldespande på skrå til ære for cyklisterne får både danske medier, CNN, China Daily og The New York Times til at stoppe op. Ayfer afgør, hvor wonderful København reelt skal være på cykelområdet.

Bondam, Klaus:

Den flamboyante skuespiller og politiker, der investerede tonsvis af personlig og politisk kapital i at udvikle København som cykelby. Som institutleder ved Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles er han nu ved at introducere Europas Hovedstad for københavnsk cyklisme og fungerer som en både underholdende og medrivende foredragsholder og ambassadør for dansk cyklisme.

Celis, Pablo:

Meget initiativrig projektleder for Århus Cykelby. Får ikke bare masser af ideer, men fører dem også ud i livet, f.eks. når han indfører højresving for rødt i et kryds i Århus. Har sin egen virksomhed og fungerer som konsulent for byer over hele landet.

Clausen, Juel Connie:

Entreprenant trafikplanlægger. Har været med til at promovere Odense som Cyklisternes By – både i Danmark og så langt væk som i Shanghai, hvor Odense havde sin egen pavillon under Expo 2010.

Colville-Andersen, Mikael:

Det kan være svært at se skoven for bare træer, og mange danskere kan ikke se det specielt ekstraordinære i kvinder, der cykler iført almindeligt arbejdstøj. Med sin internationale baggrund og sit filmiske blik var Colville den første til at vise, hvor vanvittig eksotisk den københavnske cykelkultur er. Hans websites - copehagenize.com og cyclechic.com - har gjort dansk cyklisme sexet. Medinitiativtager til Bicycle Innovation Lab, hvor etablerede og nye navne i dansk cyklisme kommer med bud på fremtidens cykelløsninger.

Jensen, Frank:

Overborgmester i en by, der er den internationale showcase på cykelområdet. Sammen med Ayfer Baykal kan han trække udviklingen i den rigtige eller forkerte retning.

Jensen, Henrik Nejst/ Mikkelsen, Mette Dam:

Fløjlshammerne. Vejdirektoratets eminencer, der behandler ansøgningerne fra den statslige cykelpulje – og videresender dem til politikerne i prioriteret rækkefølge.

Jensen, Niels:

Citatet fra Berlingske taler for sig selv:

”Manden de kalder ”Cykelhøvdingen”, også kendt som trafikplanlægger i Københavns kommune, Niels Jensen, har været med til at lave strategien for, hvordan København bliver verdens bedste cykelby. Veteranen med det store skæg har været med i ”kampen om gaden”, før cyklerne blev en politisk prioritet (Berlingske 1. april, 2012)”

Johnsen, Thomas:

Direktøren for brancheforeningen Danske Cykelhandlere kan gøre en stor forskel - hvis han vil. I øjeblikket sælger cykelhandlerne kun dæk og slanger og smarte cykler. Men hvis de ville, kunne de være med til at markedsføre en bæredygtig fremtid – og dermed salget af cykler.

Klarlund, Bente:

Overlæge ved Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet. Hun benytter enhver lejlighed, i sin brevkasse i Politiken og andre steder, til at fortælle om cyklismens sundhedsfordele – for den enkelte og for samfundet. Skriver og taler i et klart sprog, der brænder igennem et flimrende mediebillede.

Kristensen, Henrik Dam:

Cykelminister. Cykler selv til arbejde fra sin lejlighed i Sydhavnen til ministeriet og Christiansborg. Efter en vanskelig start med betalingsringen har han chancen for at blive verdens mest progressive mobilitetsminister. Med sit relativt velfungerende mix af offentlige og private transportformer og sin unikke cykelkultur kan København og Danmark udvikle sig til et internationalt mønstereksempel, som kan inspirere resten af verden. Men det kræver et statsligt engagement, og her skal Henrik Dam cykle forrest.

Marschal, Niklas:

Marketingdirektøren for DSB S-tog promoverer en dejlig kombination af tog og cykler, den form for cocktailtransport, der er nødvendig i fremtidens storbyer. Ordningen med gratis cykler i S-toget er en succes, der bliver ved med at vokse.

Freudendal-Pedersen, Malene:

Hun forsker i mobilitet. Og hun kan forklare, hvorfor vanens magt er så stærk. Hvorfor der skal noget særligt til, reelle alternativer, hvis folk skal skifte fra ét transportmiddel til et andet. Hendes forskning kan få indflydelse på den trængselskommission, der blev nedsat efter betalingsringens død.

Prehn, Rasmus:

Socialdemokraternes trafikpolitiske ordfører fik den utaknemmelige opgave at sælge betalingsringen til vælgerne. Har fremhævet cyklerne som en del af løsningen på byernes trængselsproblemer. Aktiv fortaler for en ny national cykelstrategi.

Rasmussen, Jens Loft:

Har moderniseret og effektiviseret Cyklistforbundet. Giver Danmarks 4,5 millioner cyklister en stærkere stemme og større indflydelse i kampen med andre interesseorganisationer, der råder over langt større ressourcer.

Røhl, Andreas:

Den allestedsnærværende (når han ikke er på barsel) leder af cykelsekretariatet i Københavns Kommune. Med sin uformelle stil personificerer han det demokratiske element i en dansk og københavnsk cykelkultur, hvor bistandsklienten og bankdirektøren cykler skulder ved skulder. Synlig og effektiv talsmand for cyklerne i både danske og internationale medier.

Steenberg, Andreas:

Trafikordfører i et parti, hvor alle de nye ministre cyklede hen over Amalienborg slotsplads på vej til dronningen. Kæmper for cyklisterne, men også for, at de – ved lov - skal have en hjelm trukket ned over hovedet.

Vestager, Margrethe:

Før hun blev indenrigs- og økonomiminister blev hun ofte set i det københavnske gadebillede på sin Christiania-cykel. Chef for et cykelvenligt parti. Kvinden bag denne udtalelse, som faldt i forbindelse med Cyklistforbundets rundspørge umiddelbart før Folketingsvalget i september 2011:

”Danmark skal være verdens bedste cykelland. Cykling giver os et bedre helbred, renere bymiljø og hjælper os til at nå vores klimamål. Derfor vil jeg hellere investere i cykelstier end motorveje.”

 

 

Emneord: Politik