Foto: Rådet for Sikker Trafik

45

Mere fart – flere dræbte

Farten på landevejen skal sættes op til 90 km/t på landevejen, mener Venstre og Radikale. Men det er en livsfarlig idé, mener Cyklistforbundet og Rådet for Sikker Trafik

Af Lotte Malene Ruby
13. marts 2015

Det går allerede stærkt på de danske landeveje. To ud af tre dødsulykker finder da også sted her – og for høj fart er ofte den væsentligste faktor. Alligevel foreslår Venstre og Radikale nu, at fartgrænsen sættes op fra 80 til 90 km/t.

Rådet for Sikker Trafik kalder forslaget en farlig cocktail, og Cyklistforbundet er enig:

”Forslagsstillerne må have glemt at kigge i ulykkesstatistikkerne. Vi har allerede alt for mange dødsulykker på landevejene – både bilister, der kører galt, men også bløde trafikanter. Husk på, at landevejene også benyttes af cyklister, gående, ryttere og landbrugskøretøjer. Der skal være plads til alle uden at nogen sætter livet på spil, for ofte er der ingen alternative ruter ,” udtaler Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.

Fremkommelighed frem for alt

Forslaget om at hæve fartgrænsen er begrundet i ønsket om at øge fremkommeligheden for bilister i landområderne. Og et stykke af vejen er Cyklistforbundet med på idéen.

”Vi går ind for, at fartgrænserne fastsættes i forhold til de faktiske forhold, og der kan da være udvalgte strækninger, hvor de bløde trafikanter er adskilt fra biltrafikken, hvor farten kan sætte op. Ellers vil den øgede fart jo have en meget negativ effekt for bl.a. cykelpendlere, skolebørn på cykel og de cykelturister, der følger de nationale cykelruter, som mange steder følger landevejene,” påpeger Cyklistforbundets direktør.

Han håber dog, at den aktuelle opmærksomhed på fartgrænserne også vil virke den modsatte vej, så det fremover kan blive nemmere at nedsætte hastigheden i byområderne. I dag er det nemlig svært for kommunerne at opnå tilladelse hos politiet til at nedsætte hastigheden til 30 eller 40 km/t ved fx skoler og boligområder.

Læs Rådet for Sikker Trafiks pressemeddelelse:

http://www.sikkertrafik.dk/Aktuelt/Presse/Pressemeddelelser/Hoejere-fart-er-risikabelt.aspx