122

Mere plads til cykler i S-toget

DSB ombygger nu ti tog, hvor der bliver dobbelt så meget plads til cykler.

31. maj 2011

"Vores nye cykelrum giver dobbelt så meget plads til cykler, og så får vi fordelt de to-hjulede hen ad perronen, fordi de nye cykelrum sidder i midten af S-toget," siger salgsdirektør hos DSB S-tog, Niklas Marschall.

De nye cykelrums placering i midten af toget tager presset af for de mange kunder, som gerne bruger dørene i togets ender.

"Vi vil gerne være med til at gøre København til verdens bedste cykelby og skabe endnu bedre forhold for cyklisterne. Vi sætter i øjeblikket cykelpumper op på en række stationer, laver cykelslisker, flere cykelparkeringspladser og nu også dobbelt så meget plads i S-togene til cykler," siger Niklas Marschall.

De to første nye cykelvogne er på skinner i denne uge - derefter følger de sidste otte løbende over sommeren.

 

Godt for både cyklisme og offentlig transport

 

Jens Loft Rasmussen, direktør i Cyklistforbundet , er glad for det nye DSB-initiativ:

Kombinationen af cykler og tog er helt central - både for en øget cyklisme og for øget brug af offentlig transport. Dermed er det også et helt afgørende parameter for kommunens ambitioner om, at den danske hovedstad skal være verdens bedste cykelby."

Københavnerne er rigtig glade for at tage cyklen med i S-toget. Alene sidste år var næsten 5 millioner cykler en tur med S-toget.