245

Milliarder i cykelturisme

Nu vender udviklingen for dansk cykelturisme, skriver Cyklistforbundets kommunikationschef Frits Bredal i dag i en kronik i JP. Læs kronikken her.

07. juli 2011

Mens det tidligere har været meget svært at finde oplysninger om, hvor man f.eks. kan leje cykler, hvor man kan overnatte med sin cykel, hvor man kan få cyklen repareret, hvor det er mest børnevenligt, og hvor det er bedst at cykle, så er der nu kommet en hjemmeside fyldt med information og inspiration.

Selv med en gennemsnitshastighed på 12 km i timen kan jeg godt drømme om, at jeg ligger forrest i feltet! At de to børn ved min side i virkeligheden er Fabian Cancallara og Matti Breschel. Men det er bare noget, jeg drømmer om. Jeg er ikke landevejsspecialist. Jeg er cykelturist.

Nu i sommerferien vil jeg cykle på den kommende VM-rute sammen med mine børn. Vi vil gerne selv trille af sted på netop de veje og cykelstier, hvor verdens bedste landevejsryttere til september kæmper om at komme først. VM i landevejsløb bliver den største sportsbegivenhed i Danmark nogensinde. Børnenes ambitioner er dog ikke så store, og jeg er lidt i tvivl om, hvor mange VM-km Adda og Markus egentlig kan klare. Jeg har brug for et godt råd:

"Børn, der er vant til at cykle selv, kan sagtens tage med på cykelferie, når bare de kan styre cyklen sikkert. Med mange pauser undervejs og den rigtige cykel er 30 km ikke uoverkommeligt for en otteårig cyklist," står der på www.cyclistic.dk

Nu findes der nemlig en hjemmeside med masser af information til cykelturisten. Uanset om man kommer fra Singapore eller Silkeborg, fra Rio eller Rønne, fra Kuala Lumpur eller København. På www.cyclistic.dk kan enhver plotte sine danske ønskedestinationer ind, og så kommer den digitale ruteplanlægger med færdige forslag. Mens det tidligere har været meget svært at finde oplysninger om, hvor man f.eks. kan leje cykler, hvor man kan overnatte med sin cykel, hvor man kan få cyklen repareret, hvor det er mest børnevenligt, og hvor det er bedst at cykle, så er der nu kommet en hjemmeside fyldt med information og inspiration. En ny elektronisk indgang til danske cykeloplevelser.

Sommerferien er over os, og mange skal på cykelferie i det danske sommerland. Enten en længere ferie eller en endagstur på cyklen. Begge dele er cykelturisme.

Ud over forslag til rute og en masse praktiske oplysninger har jeg samtidig bedt den digitale ruteplanlægger om en oversigt over kulturtilbud på vores vej, og jeg kan se, at vi kommer forbi Rudersdal Museum. Det ser ud til at være et passende sted for en kulturel optankning. Der findes flere end fem millioner cykler i Danmark. I hovedstaden er der flere cykler end indbyggere. Hver dag cykler flere end én million danskere. CNN og et hav af internationale medier fortæller med begejstring om cykellandet Danmark. Lonely Planet og mange andre internationale rejseguider kårer gang på gang Danmark til verdens bedste cykelland, fordi cykelkulturen er udbredt, landet er fladt som en pandekage, og fordi der aldrig er langt til vandet. Med al den medvind skulle man tro, at det gik forrygende med dansk cykelturisme. Men det er desværre ikke tilfældet. I Danmark er cykelturismen faldet fra 2004 til 2008, viser en opgørelse fra VisitDenmark: fra 3,6 mia. kr. til kun 3 mia. kr. Dermed udgør den kun 4 pct. af den danske turismes totalomsætning. Til sammenligning udgør cykelturismen i Tyskland mere end 10 pct. af landets samlede turismeomsætning.

Heldigvis er der nu tegn på, at udviklingen vender. Som optakt til VM i landevejscykling til september satser turismeorganisationerne og Cyklistforbundet massivt på at promovere Danmark som cykelland. Resultaterne er allerede begyndt at vise sig. Ikke kun CNN, men også mange andre internationale medier har nu i forsommeren rapporteret om den, set fra et ikke-dansk synspunkt, eksotiske danske cykelkultur.

Google vil også zoome ind på de danske cykelstier. Snart bliver en række af Danmarks smukkeste cykelsteder dokumenteret på Googles verdensomspændende korttjeneste, Google Street View. Danskerne har givet forslag til, hvilke cykelruter Google Street View bør filme, når Google til sommer sender sin 150 kg tunge kameracykel rundt i landet: Grenen, Skagen. Hærvejen. Bindeballestien i Vejle. Gendarmstien i Søndejylland. Odense Å. Diget på Sydlolland. Pøle Å. Den grønne cykelrute gennem København. Amager Strandpark. Hammershus på Bornholm.

Cykelturismen er heldigvis under udvikling mange steder i Danmark. Det er ikke kun den danske hovedstad, der har masser af gode initiativer på cykel- og cykelturismeområdet. Det seneste transportforlig gav også fem mio. kr. til at fremme cykelturismen på danske småøer og godt syv mio. til "rekreativ cykling" i Jammerbugt, Lemvig, Varde og Ærø. Dertil kommer omkring 40 mio. kr. til cykelstiprojekter knyttet til cykelturisme.

Et af de steder, hvor det går hurtigst, er på Bornholm. Ved det seneste transportforlig fik øen 59 mio. kr. til at videreudvikle nettet af cykelstier.

"Bornholm skal være verdens førende cykelområde," stod der for nylig i en overskrift i Bornholms Tidende. Det var den konklusion, avisen nåede frem til efter folkemødet på Bornholm, hvor politikere og interesseorganisationer som Dansk Cyklist Forbund fortalte om de storstilede planer for øen.

En af de danskere, der er mest optimistiske med hensyn til cykelturismens udviklingspotentiale, er transportminister Hans Christian Schmidt (V):

»Vi kommer til at opleve en cykelturisme, der eksploderer. Den form for oplevelser og livsstil ligger lige til den nye generation. Omfanget af succesen kommer an på, om vi kender vores besøgelsestid,« siger transportministeren til nyhedsbrevet Cykelviden.

Transportministeren opfordrer kommuner, turismeorganisationer og private til at udvikle faciliteter, der tiltrækker danske og internationale cykelturister som dem, de har i flere andre europæiske lande med færre cykeltraditioner end Danmark:

»Det er ikke et spørgsmål om at vende tilbage til lejrskolerne. Cykelturisme kan sagtens forenes med gourmetmad og god rødvin,« siger Hans Christian Schmidt.

Foreløbig vil jeg gøre mit personlige til at fremme den danske cykelturisme ved at trampe i pedalerne på den VM-rute, som min digitale planlægger har anbefalet til børnene og mig. Jeg bliver nok aldrig landevejsspecialist, men jeg er enig i Ernest Hemmingways cykelcitat:

»Det er på cykel, at man bedst oplever landskabets konturer. I en bil får man slet ikke den præcise fornemmelse og hukommelse af landskabet, som man får ved at cykle.«

Til alle andre cykelturister i den danske sommer: Go' tur!

Kilde: jp.dk/opinion/kronik (7. juli 2011)

 

 

Cyclistic.dk er endnu ikke helt færdigudviklet, men ligger i en foreløbig testversion

Emneord: Turisme, Ture