Foto: Mikkel Østergaard

0

Her er nomineringerne til Årets Cykelkommune 2016

Igen i år har en række kommuner på tværs af landet gjort en særlig indsats for at promovere cyklen. Årets fem nominerede kommuner er Aalborg, Svendborg, Aarhus, Gladsaxe og Esbjerg.

Af Marcus Tang Merit
24. maj 2016

Hvert år nominerer Cyklistforbundet fem kommuner til Årets Cykelkommune. Titlen er både en påskønnelse af den indsats kommunen har gjort for cyklisterne, men også i høj grad et rygstød til at fortsætte den gode udvikling. Du kan læse mere om den enkelte kommune, og vores grund til at nominere denne, herunder.

Hvem, der bliver endeligt udvalgt som Årets Cykelkommune 2016, bliver offentliggjort 31. maj i forbindelse med Den Nationale Cykelkonference.

Aalborg

Et krav for den gode cykelby er helhedstænkningen. Det er i Aalborg sikret ved etableringen af et cykelsekretariat som er garant for sammenhæng og samarbejde mellem byplanlægning, mobilitetsplanlægning og rekreativ planlægning, samt koordinering mellem plan, projektering, myndighed og drift.

Svendborg

Svendborg Kommune har igennem flere år udviklet en kultur, hvor der samarbejdes på tværs af mange forskellige fagområder - både indenfor og udenfor kommunen. Den tværfaglige indsats omfatter blandt andet Svendborg Sygehus, havnen, turistområdet, Syddansk Universitet og uddannelsesinstitutionerne, hvor der har været et målrettet samarbejde med henblik på at gøre cyklen til det lette valg.

Aarhus

Cykeltrafikken er siden år 2000 steget med 28 %, og Aarhus har iværksat et hav af nye projekter der har som formål at styrke cykelkulturen bl.a. supercykelstier, projektet Godmorgen Cykel og ny innovativ cykelparkering.

Gladsaxe

I Gladsaxe har 94 % af vejene cykelsti eller ligger i 40/30 km/t hastighedszoner, som Gladsaxe er foregangskommune for – dette har betydet en nedgang på 77 % i politiregistrerede uheld i zonerne. Desuden har Gladsaxe været aktiv med en række projekter fx den nye Vandledningssti, og et 60 % tilskud fra kommunen ved køb af lygte og hjelm, som 3700 borgere har benyttet sig af.

Esbjerg

Esbjerg har via en dedikeret indsats med bl.a. nye supercykelstier gjort sit for at komme på kortet for Danmarks bedste cykelbyer.

Fakta om Årets Cykelkommune:

  • Årets Cykelkommune udpeges hvert år af Cyklistforbundets hovedbestyrelse
  • Bornholm var i 2005 den første til at bære titlen. Dengang hed det Årets Cykelby 
  • Siden da har København, Aarhus, Ballerup, Helsingør, Herning, Randers, Varde og senest Odense kunnet bryste sig af titlen
  • Cyklistforbundet nominerer en håndfuld kommuner, der kandiderer til titlen Årets Cykelkommune
  • Vinderen af Årets Cykelkommune 2016 kåres på Den nationale cykelkonference d. 31. maj 2016