142

Ny cykellegebane er et hit!

Tilmeldingerne strømmer ind til Cyklistforbundets nye cykellegebane.

02. september 2011

Ikke mindre end 20 børnehaver og fritidshjem (dvs. over 300 børn) har allerede takket ja til invitationen om at komme og prøve Cyklistforbundets nye cykellegebane.

Cykellegebanen er for børn i alderen 3-10 år og er fyldt med sjove udfordringer med forskellige sværhedsgrader. Så alle kan være med - uanset hvor god man er til at cykle, eller hvor hurtigt man kan spurte af sted på en løbecykel. Børnene øver sig i at sætte i gang, afpasse fart, få overblik, balancere og koordinere - alt sammen næsten ude at opdage det, fordi de bare leger og har det sjovt.

"Børnene synes jo, det er helt vildt sjovt! Jo mindre, vi voksne er der til at sætte rammer, jo mere leger de, og jo mere udvikler deres lege sig i fuldstændig uventede retninger. På den måde udfordrer de også sig selv og øver helt naturligt en masse ting, der gør at de bliver meget mere cykelsikre. Og sikkert mere sikre end deres forældre," siger Cyklistforbundets Trine Juncher Jørgensen, der er projektleder på banen.

Åbner 17. september

Cykellegebanen indvies på Israels Plads under VM i landevejscykling og har åbent lørdag den 17. til onsdag den 21. september kl. 10.00-15.00.

Arrangementet er gratis, og man kan låne både løbecykler, børnecykler og hjelme på banen, så cykelglade børn er alt, hvad man behøver at medbringe.

Cykellegebanen er støttet af Nordea-fonden.

Læs mere om cykellegebanen på

Emneord: Børn