Foto: Cyklistforbundet

354

Ny trafikaftale: 190 mio. til cykelsuperstier

Der er penge på vej til cyklisterne i regeringens nye trafikaftale.

Af Christina Britz Nicolaisen
12. juni 2012

Stor dag for dansk cykelkultur

Som en del af løsningen på det voksende trængselsproblem har regeringen netop øremærket 190 mio. kroner til anlæggelsen af cykelsuperstier i landets største byer. Cyklistforbundets direktør Jens Loft Rasmussen glæder sig over nyheden og signalet fra regeringen:

”Det er en stor dag for den danske cykelkultur, at vi får sat skub i cykelsuperstierne. Cyklerne er en væsentlig del af løsningen på trængselsproblemet og et vigtigt aktiv for Danmark. Det er et markant signal fra regeringen om, at den tager cyklisterne alvorligt – som den også skrev ind i regeringsgrundlaget sidste år.”

Attraktivt for pendlere at vælge cyklen

Anlæggelsen af cykelsuperstier er især godt nyt for cykelpendlerne, og cyklisterne vil hurtigt få glæde af trafikaftalen, mener Jens Loft Rasmussen. Planerne skal nemlig udmøntes allerede i år, og i region Hovedstaden ligger fx allerede en færdig plan for et cykelsuperstinet tværs gennem 19 kommuner, som blot venter på at blive realiseret:

”Det er glædeligt og fornuftigt at regeringen afsætter midler til cyklismen. Cykelsuperstierne gør det muligt at pendle langt på cykel. Med bredere stier, bedre vejbelægning og få stop på ruten reduceres transporttiden med op til 20%, og derfor bliver det attraktivt at cykle 15-20 km til arbejde. Beregninger viser, at et fuldt cykelsuperstinet alene i hovedstadsområdet vil skabe ca. 15.000 nye cyklister”, fortæller Jens Loft Rasmussen.

Endnu flere penge til fordeling

De netop afsatte 190 mio. kroner sætter skub i anlæggelsen af cykelsuperstierne her og nu. Det betyder derfor ikke, at kassen nu bliver lukket i for cyklisterne, forklarer Cyklistforbundet direktør:

”Der er stadig udisponerede midler til fordeling i de kommende år, og dem håber vi selvfølgelig at cyklisterne også får del i.”