203

Nye højresvingsulykker

En cyklist er blevet ramt af en højresvingende lastbil i Ballerup.

06. marts 2012

I sidste uge blev en 6-årig dreng dræbt af en højresvingende lastbil i Nakskov. Drengen cyklede frem for grønt, da han blev ramt.

Siden dødsulykken i Nakskov har der været yderligere to højresvingsulykker, senest her til morgen ved Industriparken 38 i Ballerup. Cyklisten er kørt til Rigshospitalets Traumeafdeling: Ekstra Bladet om ulykken i Ballerup

Fredag i sidste uge blev en cyklist kvæstet ved en højresvingsulykke i Randers: Din Avis Randers om ulykken i Randers

Cyklistforbundet kræver lovpligtigt orienteringsstop

Bl.a. på baggrund af de to alvorlige højresvingsulykker, hvor lastbiler inden for den seneste uge har ramt cyklister, kræver Cyklistforbundet endnu engang et lovpligtigt orienteringsstop for lastbiler. Kravet tager afsæt i de anbefalinger, Havarikommissionen kom med helt tilbage i 2006.

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker indsamlede over en 8 måneders periode i 2005 data om ulykker, hvor en højresvingende lastbil ramte en ligeudkørende cyklist. Konklusion:

"I samtlige 25 undersøgte ulykker foretog lastbilen selve højresvinget i en glidende kørsel uden stop undervejs. Selv med lav hastighed er der ikke tid nok til at orientere sig omhyggeligt om øvrige trafikanter, herunder cyklister. Det skal derfor være et krav, at lastbiler under selve svingningsmanøvren stopper helt for at orientere sig, lige inden de kører over cyklisternes køreareal."

Havarikommissionens konklusion kan læses i rapport nr. 4, 2006: "Ulykker mellem højresvingende lastbiler og ligeudkørende cyklister."

Gode råd til at undgå højresvingsulykker >

Som et led i Cyklistforbundets indsats mod højresvingsulykker vil vi i år omtale samtlige ulykker her på hjemmesiden.