175

Obama cykler på arbejde

Den amerikanske præsident Barack Obama vil cykle fra lufthavnen, når han lander i København til september.

01. april 2011

Topnyheden denne 1. april: USA's præsident har netop meddelt, at han kommer til Danmark i forbindelse med VM i landevejscykling i København til september. Road World Championships er den største sportsbegivenhed, der nogensinde er afholdt på dansk jord.

I kølvandet på hele miljø- og klimadebatten har den amerikanske præsident fået en del kritik af sin limousine, den pansrede Cadillac, bedre kendt som Car One. Fremtrædende miljøforkæmpere mener, det sender et forkert signal, at lederen af den frie verden kører rundt i en stor bil, der bruger uforholdsmæssigt meget brændstof.

Ifølge talsmanden for Det Hvide Hus har den miljøbevidste præsident taget kritikken til efterretning, og besluttet at cykle under sit næste besøg i Danmark, der er kendt som et af de førende lande på miljøområdet. Obama aftalte at besøge Danmark, da han for nylig holdt møde med den danske statsminister i Washington:

"Min ven Lars Løkke Rasmussen er ligesom jeg selv en stor cykelentusiast, og han har lovet at hente mig i Københavns Lufthavn, hvorfra vi vil cykle sammen vil ind til den store danske digter H. C. Andersens Boulevard", siger Barack Obama i en udtalelse fra Det Hvide Hus.

Secret Service arbejder i øjeblikket på at løse de sikkerhedsmæssige udfordringer, som præsidentens skifte fra bil til cykel medfører, bl.a. arbejdes der på en specialdesignet, skudskikker cykelhjelm. Samtidig arbejder bilfabrikanten Cadillac, der normalt leverer præsidentens limousine, nu på at udvikle en særligt sikker cykel til Obama, der for få år siden var kendt for at cykle rundt i sin hjemby Chicago.

Hele H.C. Andersens Boulevard bliver i forvejen afspærret i forbindelse VM i landevejsløb, hvor opløbsstrækningen løber langs Tivoli. Verdensmesterskaberne finder sted i perioden 19. til 25. september, og Obama forventes at ankomme d. 23. september om eftermiddagen, dansk tid.