Cyklistforbundets direktør beskriver - sammen med transportministeren og sunhedsministeren - den nye nationale cykelstrategi.

220

"Op på cyklen Danmark!"

Cyklistforbundets direktør skriver fælles kronik sammen med transportminister og sundhedsminister. Emnet er den ny nationale cykelstrategi.

Af Frits Bredal
02. april 2013

”Vi er blandt verdens bedste til at cykle i Danmark, men vi er ikke de bedste. Der er stadig et kæmpe potentiale for at få cyklen brugt endnu mere i Danmark. Og det kan være med til at løse samfundsproblemer. Derfor er vi gået i gang med en ny national cykelstrategi, der skal give svaret på, hvordan Danmark bliver verdens bedste cykelnation. ” Sådan skriver transportminister Henrik Dam Kristensen, minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag og Cyklistforbundets direktør Jens Loft Rasmussen i en fælles kronik i Jyllands-Posten (lørdag d. 20. marts) under overskriften ”Op på cyklen, Danmark!”

”I en tid, hvor Danmark i den grad efterspørger løsninger på trafik- og trængselsproblemer, miljø- og klimaudfordringer, stigende sundhedsudgifter, vækst og arbejdspladser, er det mere og mere oplagt at se cyklen og de fordele cyklismen har, som en del af løsningen, ” skriver de tre kronikører og fortsætter:

”Danmark er foran på cykelområdet, men vi er kommet til et tidspunkt, hvor det er naturligt, at vi ser på, hvordan vi fremover – lokalt, regionalt og nationalt – skaber endnu bedre rammer for cyklismen i Danmark.

Derfor er vi - sammen med landets bedste kræfter på cykelområdet – gået i gang med en national cykelstrategi for Danmark. Med strategien har vi det overordnede mål at vise retningen til at gøre Danmark til verdens bedste cykelnation. Konkret vil vi have danskerne til at cykle mere, og vi vil se bredt på, hvordan vi får cyklen taget mere alvorligt som dagligt transportmiddel både i større og mindre byer.  Vi vil også belyse de mange gode effekter, der er ved cykling, eksempel vis i forhold til sundhed, livskvalitet og levealder. ”

Kronikken blev bragt lørdag d. 20 marts. Det kræver abonnement til Jyllands-Posten at læse den på www.jp.dk