Foto: Mikkel Østergaard

76

Pas på! 130.000 små cyklister indtager gaderne i september

Mandag d. 1.september myldrer tusindvis af små nye cyklister ud i trafikken, for nu går starten til den populære skolemotionskampagne Alle Børn Cykler. Derfor opfordrer Cyklistforbundet og TrygFonden alle trafikanter til at finde deres bedste opførsel frem.

Af Christina Britz Nicolaisen
29. august 2014

På mandag går starten til Danmarks største børnemotionskampagne Alle Børn Cykler. Kampagnen kører på skoler i hele landet, og med de mange små nye cyklister på gaden er der ekstra god grund til at passe på hinanden i trafikken. 

”Det er meget vigtigt, at børn lærer at transportere sig selv, for det giver dem en fornemmelse af frihed og selvstændighed.  Men mange af de små cyklister er helt nye i trafikken, og som medtrafikanter har vi alle sammen et ansvar for at hjælpe børn med at færdes trygt og sikkert. Derfor opfordrer vi alle - både cyklister og bilister - til at være gode rollemodeller og vise ekstra hensyn i trafikken. Kør pænt, overhold reglerne og giv børnene plads i trafikken”, siger Cyklistforbundets kampagnechef Maria Bech.

Stor opbakning fra lærere og forældre

Alle Børn Cykler har kørt siden 2002, og i år deltager knap 130.000 børn i kampagnen.  I lyset af den nye skolereform er det et virkelig flot deltagerantal, siger Maria Bech, der glæder og over den store opbakning fra skoler, kommuner og forældre.  Men der er også mange gode grunde til at sætte cykler på dagsordenen:

”Cyklen giver børnene daglig motion. Samtidig træner cykling børnenes motorik, balance og rum-retningssans. Det hele styrker også indlæringen og koncentrationsevnen i løbet af skoledagen”, siger kampagnechefen.

Om Alle Børn Cykler

Alle Børn Cykler er en landsdækkende motionskampagne for elever i 0. – 10. klasse. Det er Cyklistforbundet og TrygFonden, der står bag kampagnen, der kører d. 1.- 12. september. Det er gratis for skolerne at være med. I de to uger kampagnen varer, samler eleverne point ved at cykle til skole så mange dage som muligt. Efter kampagnen trækkes der lod om sjove og lækre cykelpræmier – bl.a. nye cykler til alle elever i en klasse.