Det skal være trygt og sikkert at parkere sin cykel, mener Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam. Foto: Mikkel Østergaard

165

Private må ikke fjerne cykler

Ny virksomhed rydder op i gaderne ved at fjerne parkerede cykler. Men det er ulovligt at fjerne cykler fra offentlige arealer.

Af Christina Britz Nicolaisen
24. juli 2014

Det nystartede danske firma "Cykelstativet" tilbyder private ejendomme og virksomheder at rydde op langs facader og fjerne parkerede cykler. De konfiskerede cykler kan derefter generhverves for 187,50 kr. fra firmaets lager. Det skriver Politiken.

Men denne ordning er ikke blot irriterende for cyklisterne  - det er også ulovligt for private firmaer at fjerne cykler fra offentlige arealer. Det fortæller Cyklistforbundets jurist Flemming Funch:

”Selvom fortovet tilhører en privat ejendom, så er det stadig offentlig tilgængeligt område. Og forholder det sig rent faktisk sådan at dette firma fjerner cykler fra offentligt tilgængelige områder, såsom fortove udenfor butikker og banker, så mener jeg ikke blot det er ulovligt. Så mener jeg også det er ulovlig omgang med hittegods, pengeafpresning af cyklens ejermand og bondefangeri af de virksomheder og ejendomme der betaler for servicen.”

Folketinget vedtog i 2012 en forsøgsordning, hvor kommuner kunne få en særlig tilladelse fra Justitsministeriet til at fjerne cykler ved stationer. Det var en forudsætning, at der var tilstrækkeligt med parkeringspladser. Men private må altså ikke fjerne cykler fra offentligt areal.

Dialog kan løse problemet

Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam mener, at dialog om nødvendigheden af meget mere cykelparkering vil være en langt bedre løsning for alle parter:

"Det skal være trygt og sikkert for cyklisterne at parkere deres cykler. Det er helt grundlæggende for den danske cykelkultur, at man kan regne med, at finde sin cykel dér hvor man har stillet den fra sig. Butikkerne nyder også godt af de mange kunder, der kommer på cykel, så det virker lidt paradoksalt, at fjerne deres cykler. Jeg vil gerne opfordre grundejerforeningerne og butikkerne til at gå i dialog med kommunen om parkeringsproblemerne. Det er åbenlyst, at der slet ikke er nok kapacitet i København, og det må kommunen være med til at løse. At fjerne parkerede cykler skaber kun utryghed og irritation - og det løser ingenting", siger Klaus Bondam.