35

Regeringen lover 80 mio. til cykelstier

Cykelpuljerne er tomme her op til valget – men nu går regeringen ud med et løfte om 80 mio. kr. til cyklisterne. Det er godt, mener Cyklistforbundets direktør, men ikke godt nok.

Af Lotte Malene Ruby
11. juni 2015

Cykelpuljerne, som skal hjælpe kommunerne på vej med nye cykelprojekter, er netop nu gabende tomme. Det på trods af den enorme succes, som de seneste års investeringer i cykelområdet har haft. Succesen kan bl.a. aflæses i, at årtiers fald i cykeltrafikken nu er afløst af stigende kurver.

Derfor glæder det Cyklistforbundet meget, at miljøminister Kirsten Brosbøl og klimaminister Rasmus Helveg Petersen i går på vegne af regeringen lovede 80 mio. kr. til en ny cykelpulje. Klimaministeren påpeger i dagens Metroxpress, at der stadig er for dårlige cykelmuligheder mange steder i landet. Og Kirsten Brosbøl supplerer:

”Det er også gavnligt for miljøet og det grønne Danmark, hvis flere af os cykler på arbejde og privat. Endelig vil vi gerne have flere cykelturister til Danmark. Der er vi bagefter.”

Det er godt, men ikke nok
Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam glæder sig over, at cyklerne nu er kommet på dagsordenen i valgkampen – også med et konkret beløb. Men beløbet ligger desværre markant under de ca. 200 mio. kr. årligt, som der er blevet afsat til cykelpuljer i de seneste seks år.

”Det er godt, at den nuværende regering går til valg på at bruge 80 millioner mere på cykling. Men investeringer i cykelinfrastruktur er en vældig god forretning for samfundet, og behovet for bl.a. cykelstier og cykelparkering er stadig meget stort – så det er ikke godt nok,” udtaler Klaus Bondam.