156

Rejsegilde på cykelturismens nye digitale hotspot

Cyclistic.dk er navnet på Cyklistforbundets nye ruteplanlægger for cykelturister. Nu er prøveversionen i luften.

13. april 2011

Så er de første spær sat på Cyklistforbundets store turismesatsning: En digital genvej til cykeloplevelser i Danmark.

- I det kommende år samler vi al den viden, cykelturister har brug for, i ét digitalt Danmarkskort, fortæller Claus Rex, turismeansvarlig i Cyklistforbundet:

- Cyclistic.dk, bliver stedet, hvor cykelturister planlægger deres ruter, overnatning, oplevelser og meget mere. Og vores korteksperter er i fuldt sving med at lægge relevant viden ind i kortet.    

Sådan virker det

På Cyclistic.dk kan du planlægge en cykeltur fra adresse til adresse eller seværdighed. Ruten vil føre dig ad cykelstier og mindre veje, som de er markeret i kortet. 

- Vi er stadig i forsøgsstadiet, så det kan være, den viste rute ikke er helt perfekt. Måske mangler der fx at blive kodet en ensretning eller lignende ind. Så husk at holde øje med de faktiske forhold, anbefaler Claus Rex.

I begyndelsen viser vi kun seværdigheder i København, Nordsjælland og Bornholm, men ruterne kan laves i hele landet. Dog er kortet uden for disse områder ikke nær så detaljeret, så din rute kan blive ledt ad omveje.

Du kan bidrage

Har du kommentarer til Cyclistic.dk,er du mere end velkommen til at give os feedback på sitet. Klik på "feedback" i kortets venstre side.

Du kan også være med til at gøre kortet bedre ved selv at lægge data ind i kortet. Cyklistforbundet tilbyder kurser i korttegning i OpenStreetMap, som sitet bygger på.

Interesserede kan henvende sig til webmaster Michael Hammel på mih@dcf.dk

Du kan nu smugkigge på en prøveversion af siden

  • Cyclistic.dk, og få en ide om, hvad cyklisternes nye Danmarkskort kan.  

Emneord: Ture, Turisme