Foto: Cyklistforbundet/Mikkel Østergaard

108

Børnecykelfest for alle

Lige nu deltager 60 børnehaver og 2000 børn i cykellegekampagnen ”Vi kan cykle!”. Det fejrer vi på mandag d. 5. maj kl. 15-17 med en stor åbningsevent på Jarmers Plads i København. Alle børnefamilier er inviteret med til eventen, der åbnes af børnenes minister Manu Sareen

Af Christina Britz Nicolaisen
02. maj 2014

2000 børn leger cykelleg

Torsdag d.1. maj gik starten til cykellegekampagnen Vi kan cykle! Kampagnen kører i fire uger i 60 børnehaver i en række danske kommuner, og i alt 2000 børn cykler med.

Det markerer Cyklistforbundet ved at invitere alle børnefamilier til en stor cykellegefest på Jarmers Plads mandag d. 5. maj kl. 15-17. Her kan de 3-6-årige børn på egen krop prøve kræfter med de sjove cykellege – fx ”Fange sæbebobler” og ”Kildedillen”. Alle cykellegene finder sted under ledelse af cykellegekorpsets kyndige instruktører.

Minister åbner eventen

Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam byder velkommen og minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen åbner eventen. Det mobile cykelanlæg Karmakanonen spiller musik og der er små goodiebags og æbler til børnene.

Det er selvfølgelig helt gratis at lege med - familierne opfordres dog til at medbringe egne løbecykler/cykler og hjelme. Se hele programmet nedenfor.

En tidlig cyklist er en varig cyklist

Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam glæder sig til eventen på Jarmers Plads: ”Børnecykling er et utroligt vigtigt indsatsområde for Cyklistforbundet, fordi al erfaring viser, at gode cykelvaner grundlægges i barndommen. En tidlig cyklist er en varig cyklist, og med cykelleg er det altså rigtig sjovt for de 3-6-årige at lære at cykle!

Derfor inviterer vi nu alle børnefamilier til at komme og fejre vores kampagne og lege cykelleg sammen med os - og forhåbentlig kan vi samtidig inspirere forældrene til at lege videre derhjemme med deres egne og naboernes unger”, siger Klaus Bondam.

Kampagne med stort potentiale

Vi kan cykle! er baseret på Cyklistforbundets koncept cykelleg, der udviklet af en række erfarne og engagerede bevægelsespædagoger. Kampagnen er realiseret med støtte fra Østifterne, der ser et stort potentiale i cykellegekampagnen.

Det fortæller direktør Lars Suhr Olsen: ”Vi har allerede gode erfaringer med samarbejdet med Cyklistforbundet – bl.a. som tidligere sponsor for Lys på-kampagnen, og i 2013 gennemførte vi også Vi kan cykle! –kampagnen som et pilotprojekt i 25 børnehaver - med dét formål at gøre børnene mere cykelsikre, så de bedre kan balancere, starte, bremse, tilpasse fart, række hånden ud mm., inden de senere begynder at cykle til skole. Pilotforsøget blev en stor succes både hos børnene, forældrene og pædagogerne. Vi har derfor aftalt med Cyklistforbundet at gennemføre projektet i større skala i 2014 og især i 2015, så cykelleg med tiden bliver indført i de fleste børnehaver. Det er et projekt, vi har store forventninger til”, siger Lars Suhr Olsen.

Kampagnen kører fire uger i maj måned. Udgangspunktet er, at børnehaverne leger cykelleg minimum en gang om ugen. De 60 tilmeldte børnehaver modtager hver en stor taske med inspiration, regler og rekvisitter til fire cykellege - de fire lege er ”Fange sæbebobler”, ”Kildedillen”, ”Kanonkongen sænker skibe” og ”Ringridning”.